Hvad er visuel læringsstil?
Den visuelle læringsstil er baseret på ideen om, at dit barn lærer bedst ved at indsamle information gennem synsindtryk. Selv om læsning og memorering også foregår gennem synsindtryk, handler den visuelle læringsstil mere om at tilegne sig viden gennem andre visuelle elementer end blot tekst. For eksempel kan brug af billeder, farver, illustrationer, diagrammer, grafer, modeller og tabeller være visuelle elementer, der hjælper dit barn med at tilegne sig viden bedre og mere effektivt.
Vidste du, at vi tilpasser vores lektiehjælp efter dit barns læringsstil? Læs mere om, hvordan vi tager udgangspunkt i læringsstile i vores lektiehjælp med hjælp fra Svend Erik Schmidt, der er ekspert i pædagogik og læringsstile her.
Hvordan finder du ud af, om dit barn lærer bedst med en visuel læringsstil?
Det kan virke udfordrende at finde ud af, hvilken læringsstil dit barn lærer bedst med. Men det er vigtigt at finde ud af det, så dit barn får mest muligt ud af den tid, det bruger på skolearbejde. For at finde ud af, om dit barn lærer bedst med en visuel læringsstil, kan det være en idé at afprøve visuelle læringsmetoder. Du kan finde eksempler på visuelle læringsmetoder længere nede på siden. Et tegn på, at dit barn lærer bedst med en visuel læringsstil, kan være, at det har en tendens til at huske billeder, former og farver bedre end indholdet i en tekst. Et andet tegn kan være, at dit barn husker ansigter bedre end navne.
Eksempler på læringsmetoder med en visuel læringsstil
Hvis du tænker, at dit barn er visuelt lærende, kan du afprøve nogle læringsmetoder som passer godt til mennesker med en visuel læringsstil. Nedenfor kan du læse om nogle eksempler på visuelle læringsmetoder, men det er op til dig at finde ud af, hvad der fungerer bedst for dit barn. Det er kun fantasien, der sætter grænser!
Farvede blyanter
At bruge farvekoder i noter kan være en god måde at lære på. At inddele oplysningerne i forskellige kategorier og derefter fremhæve hver kategori med en farve kan hjælpe dit barn med at huske oplysningerne bedre.
Lad os sige, at dit barn tager noter om et emne: Nøglebegreber kan fremhæves med gult og eksempler med blåt. At knytte farver til information gør det lettere for dit barn at huske informationen.
Figurer og modeller
Brug af figurer og modeller kan også bidrage til øget læring. Ved at bruge figurer og modeller kan barnet se emnet visuelt i stedet for kun i tekst. Hvis barnet har det bedst med visuel læring, vil han eller hun sandsynligvis huske figurer og modeller bedre. Hvis selve emnet ikke kan tegnes i en figur eller model, kan du prøve at tegne en figur eller model, som du forbinder med emnet. Det kan gøre det lettere at huske oplysningerne.
Mindmap
Når man skal lære et nyt emne, kan det være en god idé at lave et mindmap. Et mindmap er en oversigt, hvor barnet skaber et billede af, hvordan forskellige aspekter af et emne hænger sammen. Mindmaps kan derfor være en god måde at få et visuelt overblik over et emne. Ved at starte med en overskrift for temaet i midten kan barnet placere relaterede underemner og detaljer i udkanten af det overordnede tema. Desuden kan man trække linjer mellem forskellige ideer og relateret information. Også her kan man bruge farver, billeder og symboler for at gøre informationerne og detaljerne mere spændende og dermed lettere for barnet at huske.
Diagrammer og grafer
Diagrammer og grafer kan være en god måde at få forståelse af et emne på. Data og tal kan være eksempler på oplysninger, som kan være lidt svære at forstå, hvis barnet ikke forstår sammenhængen mellem tallene og udviklingen i dataene. Brugen af diagrammer og grafer kan repræsentere data visuelt, hvilket kan hjælpe dit barn med at se forbindelser og numeriske mønstre, som måske ikke er så indlysende i tekstformat.
Fysiske genstande i undervisningen
Brug af fysiske genstande i undervisningen kan også hjælpe et barn med en visuel læringsstil. Lad os sige, at du er i gang med en matematikopgave: Du vil måske bruge brikker eller genstande til at øve addition, subtraktion, multiplikation og division. I kan f.eks. sidde sammen og dele et antal brikker mellem jer og se, hvor mange der er til hver. Mens I gør det, er det en god idé at tale sammen om, hvad I laver, så dit barn kan følge med i matematikken. Det kan være en god måde for barnet at opbygge en god forståelse af, hvad division er.
Vil du vide mere om de forskellige læringsstile? Læs mere om de auditive, kinæstetiske og taktile læringsstile her.