Spil
Spil er en super god måde at få aktiveret både hænder og hjerne på en gang. Jeg bruger ofte enten vendespil, bingo eller sænke slagskibe. Med vendespil kan man for eksempel i matematik matche regnestykker med resultater eller i dansk matche ord med ordklasser. Man skal også matche fagord med forklaringer, hvilket kan bruges i stort set alle fag. Hvis man har brug for ekstra bevægelse, kan man lave vendespillet i stor størrelse. Det betyder, at man kan lave det på A4 papir, så man kan spille det på gulvet, og bruge lidt mere af sin krop, men den helt normale størrelse virker stadig helt fint.
Man kan også lave et bingo spil. Den traditionelle måde at spille bingo lægger jo op til, at man øver sine talfærdigheder, hvilket der ikke er noget galt med. Men man kan også gøre det lidt mere udfordrende og sjovt ved at spice det lidt up. Hvis man virkelig gerne vil udfordre sine matematiske evner, så kan man finde på matematik stykker, hvor resultatet er det tal, som står på pladen. For eksempel, så trækker man 3*5, som giver 15, og så må man altså lægge en brik på nummer 15, hvis man selvfølgelig har nummer 15 på sin plade.
Ønsker man derimod at træne sprogfag, kan man lave nogle plader, hvor der i stedet for tal er ord. Så hvis ordet “deres” bliver trukket, så skal man jo kunne læse ordet “deres” for at vide, hvilket ord man må lægge sin brik på. Man kan også lave det, så eleven skal oversætte ordet til for eksempel engelsk. Man kan gøre næsten det samme med fagord, men i stedet for at læse ordet højt, så læser man en forklaring højt, og så kan man lægge sin brik på det korrekte fagord.
Det sidste spil, jeg vil introducere, er sænke slagskibe. Hvis du ikke kender dette spil, så handler det i bund og grund om at finde hinandens skibe. Normalt, bruger man noget, der minder om en skakplade, og så spørger man om modstanderen har et skib på f.eks. C4. Men hvis vi skal vinkle dette spil matematisk, så kan man lave en plade, hvor der står resultaterne på forskellige regnestykker, som man har stående på et separat stykke papir ved siden af sin plade. Så i stedet for at spørge om C4, så spørger man i stedet for om 3*15, og har man et skib på resultatet, som er 15, så siger man bum, og har man ikke et skib, siger man plask.
Øver man sprogfag, laver man en plade med ord lige som i bingo, og så spørger man selvfølgelig om den anden person har et skib på “deres” i stedet for C4 – eller en oversættelse af ”deres”.
Hvis man ønsker at øve forskellige fagbegreber, kan man lave en plade, hvor fagbegreberne står på pladen, og når man skal spørge om hvor skibet er, så skal man sige en forklaring til det gældende fagbegreb.
Så der er lidt forskelligt at vælge imellem, men fælles ved dem alle er, at man får trænet sine færdigheder inden for et fag, samtidig med at man har det sjovt, for hvem elsker ikke at spille? Så hvis dit barn ikke har lyst til at lave matematik lektierne, så prøv at lave dem om til et spil.
Brikker med bogstaver/tal
Hvis man har svært ved at sidde stille og bare lave en opgave, som for eksempel at stave til forskellige ord, så kan man bruge brikker med bogstaver. Når jeg siger brikker, så mener jeg udprintede bogstaver, hvor der kun er et bogstav på hvert papir. Brikker med bogstaver kan være med til at give barnet en følelse af, hvilke bogstaver der kommer efter hinanden. Det giver bare noget helt andet, når man står med bogstaverne fysisk i hånden, i stedet for at de skal huskes i hovedet. Øvelsen går i al sin enkelthed ud på, at man lægger alle bogstaverne i alfabetet ud på bordet, og så bruger man dem til at stave til forskellige ord. (Husk, at lave flere brikker med samme bogstav.) Man kan også skrive ordene med kridt, hvis man ikke har en printer, men det giver ikke den samme følelse som med udprintede bogstaver.
Man kan også i matematik bruge store udprintede tal til at regne. Opsæt ligninger eller regnestykker sammen, og sørg for at have flere brikker med hvert tal, så barnet kan skrive resultaterne til sidst.
Lav selv opgaverne
Selve det at lave spillet eller brikkerne er faktisk en god øvelse, som barnet også sagtens kan involveres i. Hvis du for eksempel ønsker at lave et vendespil, så lad barnet skrive ordene, regnestykkerne eller fagordene, for så starter læringen allerede, inden I er klar til at spille. Samtidig er det min erfaring, at børnene er mere villige til at deltage, hvis de selv har været med til at lave spillet. Så hvis det er muligt, så involver dit barn, når du laver opgaverne.
Jeg håber, at nogle af disse ideer kan bruges og hjælpe jer, når I skal lave lektier. For lektielæsning behøver ikke at være kedelig, og den kan tilrettelægges efter alle læringsstile.
Så rigtig god lektielæsning!