I tysk grammatik er der mange vigtige regler at følge. Verber, også kaldet udsagnsord, skal for eksempel bøjes korrekt, og det er ikke altid helt nemt. Der er nemlig forskellige slags verber, og det vigtigt at adskille dem, når du skal til at bruge dem i dine sætninger.
Her er en guide til, hvordan du får bugt med de regelmæssige verber på tysk. Du lærer at bruge dem korrekt, at bøje dem, og du lærer også, hvorfor de hedder regelmæssige verber, og hvorfor det er vigtigt at vide.
Læs denne artikel, hvis du også vil lære om de uregelmæssige verber.
Hvorfor hedder de regelmæssige verber?
Først og fremmest skal vi lige have helt styr på, hvad et verbum er.
Et verbum, eller et udsagnsord, er et ord, der beskriver en handling eller en tilstand. Simpelt sagt, er det noget, man gør eller noget, der sker. Der er mange eksempler på verber, og vi bruger dem hele tiden. For eksempel: løber, spiser, græder, står, skøjter, skriver osv.
Når vi snakker om regelmæssige verber på tysk, så er det verber, der følger samme bøjningsmønstre, når vi bøjer dem. Det er altså en samling af verber, der alle bøjes på samme måde. Der er altså en bestemt formel for, hvordan regelmæssige verber bøjes, og de bøjes altid på den måde. Der er ikke nogen bogstaver midt i ordet, der pludselig ændrer sig. Det, der ændrer sig, når vi bøjer regelmæssige verber, er endelsen på ordet. Og det skal vi kigge nærmere på her.
Sådan bøjer du dem regelmæssige verber?
Vi bøjer regelmæssige verber ud fra tre ting:
Tid:
Som med meget andet i grammatik, er det vigtigt, at vi ved, hvilken tid, vi befinder os i for at kunne bøje det uregelmæssige verbum korrekt.
Er det nutid? Så er det noget, der sker lige nu.
Er det datid? Så er det noget, der er sket. For eksempel noget, der skete for en time siden eller i går.
Er det førnutid? Så er det noget, der er sket, men som du snakker om lige nu. Noget, der er sket i datid, men som sættes i forbindelse med noget, der sker lige nu.
Er der førdatid? Så er det noget, der er sket, og som der er sket en anden ting efter.
Er det fremtid? Så er det noget, der kommer til at ske.
Person:
Som tidligere beskrevet, så er verber en handling, der udføres. Og denne handling skal jo udføres af nogen eller noget. Derfor skal vi også have styr på person: Hvem er det, der gør noget?
Er det dig selv eller en gruppe, du selv er en del af, du taler om? Så er det 1. person (jeg/vi – ich/wir)
Er det en person eller en gruppe, du taler til? Så er det 2. person (du/I – du/ihr)
Er det en person eller en gruppe du taler om? Så er det 3. person (han/hun/den/de - er/sie/es/Sie)
Det kaldes også kasus, når der er overensstemmelse mellem person og verbum.
Tal:
Med tal menes der, hvor mange, der udfører den handling, som dit verbum beskriver.
Ental → Det er en person eller en ting, der udfører handlingen
Flertal → Der er flere personer eller flere ting, der udfører handlingen.
Når du skal bøje et regelmæssigt verbum på tysk, er det endelsen, du skal arbejde med. Tid, person og tal afgør nemlig, hvilken endelse ordet skal have. Derfor skal du vide, hvad stammen af dit verbum er. Stammen er selve verbet uden nogen endelse. Det vil sige den kortest muligt version af ordet, hvor det stadig giver mening.
Lad os kigge på det med nogle eksempler på, hvordan man bøjer regelmæssige verber i nutid og datid.
Nutid
Bøjningsskemaet for regelmæssige verber i nutid ser således ud:
| Ental | Endelse |
| 1. person (ich) | -e |
| 2. person (du) | -st |
| 3. person (er/sie/es) | -t |
| Flertal | |
| 1. person (wir) | -en |
| 2. person (ihr) | -t |
| 3. person (sie/Sie) | -en |
Når du skal bøje dit regelmæssige verbum, skal du kigge i skemaet og vurdere, hvilken endelse det skal have ud fra tid, person og tal. Her arbejder vi med nutid. Lad os tage et eksempel.
Ich frage ihn
Her er ’frage’ det regelmæssige verbum. ’Frag’ er stammen er verbet, og fordi ’ich’ er 1. person og i ental, så sætter jeg -e bag på i denne sætning.
Her kan du se, hvordan jeg ville have bøjet ’frag,’ hvis det havde stået i en anden sætning i nutid:
| Ental | Endelse |
| 1. person (ich) | frage |
| 2. person (du) | fragst |
| 3. person (er/sie/es) | fragst |
| Flertal | |
| 1. person (wir) | fragen |
| 2. person (ihr) | fragt |
| 3. person (sie/Sie) | fragen |
Datid
I datid sætter vi også det, vi kalder en datidsindikator, ind. Det er den, du kan se inden + i skemaet.
Bøjningsskemaet for regelmæssige verber i datid ser således ud:
| Ental | Endelse |
| 1. person (ich) | -te |
| 2. person (du) | -te+st |
| 3. person (er/sie/es) | -te |
| Flertal | |
| 1. person (wir) | -te+n |
| 2. person (ihr) | -te+t |
| 3. person (sie/Sie) | -te+n |
Når du skal bøje dit regelmæssige verbum, skal du kigge i skemaet og vurdere, hvilken endelse det skal have ud fra tid, person og tal. Her arbejder vi med datid. Lad os tage et eksempel.
Ich fragte ihn
Her er ’fragte’ det regelmæssige verbum. ’Frag’ er stadig stammen er verbet, og fordi ’ich’ er 1. person og i ental, så sætter jeg -te bag på i denne sætning. Det er næsten som før, men endelsen er en anden, fordi vi nu er i datid.
Her kan du se, hvordan jeg ville have bøjet ’frag,’ hvis det havde stået i en anden sætning i datid:
| Ental | Endelse |
| 1. person (ich) | fragte |
| 2. person (du) | Fragtest |
| 3. person (er/sie/es) | fragte |
| Flertal | |
| 1. person (wir) | fragten |
| 2. person (ihr) | fragtet |
| 3. person (sie/Sie) | fragten |
Både i nutid og datid handler det altså om, at identificere tid, tal og person og sætte stammet af ordet ind i bøjningsskemaet.
Andre tider – førnutid og førdatid
Der er også andre tider end nutid og datid, det er bare dem, vi oftest bruger. Det betyder ikke, at det ikke også er vigtigt at bøje dem korrekt.
Udover datid og nutid, er der førnutid, førdatid og fremtid. Du kan læse om, hvad førnutid og førdatid er.
For at bøje i førnutid og førdatid, bruger vi tyske hjælpeverber, som vi bøjer i nutid på samme måde, som du lige har lært at bøje regelmæssige verber.
De tyske hjælpeverber er:
Haben (at have)
Sein (at være)
Werden (at blive)
Vi bøjer hjælpeverbet efter subjektet. Altså ligesom vi bøjer alle andre verber på tysk. Men hovedverbet (altså det, som subjektet rent faktisk gør), bøjer vi på en anden måde. Det er det, der kan være svært. Hold tungen lige i munden. Vi bøjer hovedverbet i kort tillægsform.
Kort tillægsform med regelmæssige verber = vi sætter ge- foran verbet og -en som endelse.
Du kan altid se i ordbogen, hvad den korte tillægsform er.
Lad os tage et eksempel på førnutid:
Jeg har købt som oversættes til Ich habe gekauft
Her er ’habe’ hjælpeverbet (bøjet efter ’ich’), og ’kaufen’ er hovedverbet (i kort tillægsform gekauft).
Førdatid fungerer på samme måde, men der bøjes hjælpeverbet selvfølgelig i datid.
Her ville sætningen lyde:
Jeg havde købt som oversættes til Ich hatte gekauft
Hvor ’hatte’ er hjælpeverbet (i datid og bøjet efter ich), og kaufen er hovedverbet (i kort tillægsform gekauft).
Når du bøjer i førnutid og førdatid, skal du altså også bruge de bøjningsskemaer, som blev vist længere oppe for nutid og datid. Du bruger dem på samme måde, men kun til at bøje hjælpeverbet.
OBS. Dit hovedverbum (det, du bøjer i kort tillægsform) skal altid stå bagerst i sætningen. Hjælpeverbet bliver sammen med subjektet.
Lad os tage et eksempel:
Jeg har købt et æble (førnutid) oversættes til ich habe einen Apfel gekauft.
Her rykket vi altså ’gekauft’ helt ned bagerst i sætningen, mens ’habe’ stadig står sammen med ’ich.’
Tips, når du skal bruge de regelmæssige verber
Et godt tip er, at online ordbøger ofte har bøjningsskemaer for de enkle verber. Derfor kan du slå dit verbum op, og efter du har vurderet, hvad tid, person og tal verbet skal bøjes i, kan du kigge i det bøjningskema, der bøjer dit verbum. Så er du sikker på, at du får bøjet det korrekt. Det er generelt en god idé at øve sig på at bruge bøjningsskemaer, så du let kan bøje dine verber, når du for eksempel skriver en aflevering.
Husk, at det er vigtigt at du har styr på kasus – altså at du bøjer dit verbum ud fra den rigtige person, rigtige tid osv.
Undgå typiske faldgruber, som er:
- At bøje i forkert tid
- At bøje efter forkert person – eller at glemme at bøje efter person
- At du blander rundt i regelmæssige og uregelmæssige verber og derfor bruger forkert endelse
- At du glemmer den korte tillægsform i førnutid eller førdatid
