Stine, Ninkas mor, fortæller, at da Ninka gik i 7. klasse, fik familien besked om, at medmindre der skete markante ændringer, så ville Ninka nok ikke blive erklæret uddannelsesparat ved vurderingen i 8. klasse.
”Det var ikke en særlig opmuntrende besked at få, at skolen ikke havde ressourcerne til at prøve at løfte hende. Det virkede lidt som et håbløst projekt, og derfor blev vi nødt til at gøre noget selv. Det var også et kæmpe slag i Ninkas selvtillid, og hun begyndte at gå og sige, at hun følte sig dum,” fortæller Stine, Ninkas mor.
Matematikudfordringerne havde Ninka ikke fra fremmede, og hverken mor eller far kunne hjælpe i matematik på det niveau, som det krævede. Derfor måtte de have hjælp udefra. Familien havde hørt andre fortælle om mentorhjælpen, og derfor faldt valget på MentorDanmark.
Ninka blev matchet med Benedikte, som har været mentor i omkring 4 år. Til daglig læser hun til kemiingeniør på DTU. Benedikte viste sig hurtigt at være det helt rigtige match for Ninka.
”Vi har det rigtig godt sammen, og Benedikte forklarer tingene på en måde, som jeg kan forstå. Jeg finder matematik mere interessant og lytter mere i timerne. Jeg tror, det er fordi, Benedikte gør undervisningen sjov,” fortæller Ninka med et smil i stemmen.
Ifølge Benedikte manglede Ninka et teoretisk fundament i matematik. Men da først hun fik det basale på plads, så faldt resten af brikkerne ligesom i hak. Benedikte fortæller:
”De ting, Ninka havde haft svært ved i skolen, såsom division og geometri, og som gjorde, at hun måske ikke ville blive erklæret uddannelsesparat, dem lærte hun lynhurtigt. Vi havde det sammen to gange, og så kunne hun det faktisk. Hun var lynhurtig til at lære, når vi sad på tomandshånd.”
Ifølge Benedikte kan en-til-en-undervisningen nemlig noget andet end klasseundervisningen, og i Ninkas tilfælde viste undervisningen på tomandshånd sig at være meget effektiv, fordi der var ro på til at arbejde med et specifikt emne, indtil det gav mening for hende. I klasseundervisningen er det nemlig svært for læreren at diskutere et bestemt emne i 20 minutter med en enkelt elev, men som mentor kan man blive ved det samme emne, indtil eleven forstår det, fortæller Benedikte. Det er Ninka enig i:
”I skolen har lærerne ikke altid tid til en, fordi det er svært for dem at fokusere kun på én elev. Men når jeg har undervisning med Benedikte, er det kun mig, hun skal hjælpe, og hun har tid til at forklare mig tingene, til jeg forstår det.”
Et redskab, Benedikte har brugt i undervisningen med Ninka, er, at Benedikte har hjulpet Ninka med at lave sin egen formelsamling:
”I undervisningen har Ninka en lille bog, en formelsamling, hvor hun med egne ord har formuleret formler og regler. Det er superfedt at se, at hun faktisk bruger den og vender tilbage til den.”
Ninka er også glad for formelsamlingen, og hun fortæller, at hun fx har skrevet ned, hvordan man udregner arealet af en trekant. For så kan hun bedre huske det. Derudover fortæller Ninka, at Benedikte har givet hende en metode til at udregne gangestykker, som er rigtig god.
Ninkas mor, Stine, fortæller, at familien kan mærke en stor forandring. Ninka har fået større selvtillid, og det har skabt en tryghed i familien:
”Det er en kæmpe tryghed både for hende og for os som forældre – og et stort selvtillidsboost for Ninka. Vi er superglade.”
Mentorhjælpen og Ninkas hårde arbejde har resulteret i et stort selvtillidsboost. Ninka er gået fra at tænke ”Det kan jeg slet ikke” til at have mod på matematikken og klare sig rigtig godt. Samtidig har det givet en stor tryghed for familien, og det er slet ikke længere på tale, at Ninka ikke bliver erklæret uddannelsesparat.
Ninka går nemlig i 8. klasse nu, og hun har allerede fået at vide, at hun bliver erklæret uddannelsesparat. Det betyder, at hun er et skridt tættere på sin drøm om at blive dyrlæge.