Men i starten af året var udsigten til de afsluttende eksaminer en smule hård, og specielt matematikken kunne godt gøre Fiona lidt nervøs. Hun blev derfor matchet med Anton indtil starten af maj.
Det skulle vise sig at give pote, da Anton var hurtig til at spotte, hvilke udforinger Fiona stødte på i matematikken. Han fortæller, at de brugte de første par gange på at kigge på hendes tidligere afleveringer. Anton husker, at Fionas far drillede med, at hendes fejl var ”sjuskefejl”. Her fortæller Anton, at der var noget om snakken.
”Det var jo faktisk rigtigt. Det var helt tydeligt at se, at Fiona havde svært ved at fokusere på én opgave ad gangen. Hun tænkte næsten for hurtigt. For eksempel kunne hun være halvvejs med en opgave og så være parat til at gå videre med den næste.”
Fionas mor stemmer i og fortæller, hvordan udfordringerne med matematikken slet ikke stammede fra en utilfredshed med faget.
”Det var ikke fordi, Fiona ikke kunne lide matematik, men det var bare rigtig ofte en hård nød at knække. Derfor har det været så godt at have Anton.”
Den kreative tilgang
Netop fordi Fiona allerede havde blik på den næste opgave, inden hun havde færdiggjort den første, blev det Antons vigtigste opgave at lære Fiona at gå i dybden med matematikken. Det betød, at de sagtens kunne bruge 45 minutter på én opgave, fordi Anton gerne ville vise Fiona flere forskellige måder at regne opgaverne ud på. Metoderne var mange og ofte kreative, og det betød, at Fiona forstod det meget bedre. Blandt andet lærte hun at dividere ved at bruge ”slikkepindmetoden”, som er en måde at opstille et divisionsstykke på. Og vigtigst har det været for Fiona, at hun har følt sig set i sine udfordringer.
Når tvivlen forsvinder, og selvtilliden vinder
At udvælge den rigtige metode til de forskellige opgaver har været Fiona og Antons hovedfokus. Og omkring halvvejs i forløbet begynder Anton at kunne se en vild udvikling hos Fiona, når de har timer sammen.
”Vi når til en opgave, hvor jeg tænker, at dér bliver jeg nok nødt til at hjælpe hende. Men så siger hun, ”er det ikke bare sådan her?”. Så bliver jeg simpelthen så begejstret.
Fiona selv oplever for første gang, hvor langt hun er kommet, da hun får en matematikprøve tilbage, hvor hun var meget tæt på et 10-tal, og dermed en kæmpe udvikling fra da hun lå til at få 02.
”Det er virkelig fedt at kunne sige ”det her kan jeg godt!” i stedet for at tvivle på mig selv.”
Forløbet har tydeligt givet Fiona mere blod på tanden, og det har alle rundtom hende også kunnet mærke. Specielt Fionas mor har lagt mærke til den imponerende udvikling.
”Fiona skal starte på sit drømme-gymnasium efter sommeren, og før hun fik Anton som mentor, kunne hun godt være ret bekymret omkring sværhedsgrader og en masse andet. Nu er hun helt rolig, og tanken om at gå på gymnasiet er meget mere overkommelig. Hun har fået en helt anden tilgang og tiltro, som betyder, at hun er blevet meget mere sikker på sig selv"
En velkommen gæst
Anton kaster også lys over, hvor vigtig familien er for forløbet, og hvordan de også spiller en væsentlig rolle. Her fortæller han om, hvordan det hjælper på motivationen, at man bliver taget godt imod. Det kan nemlig være en smule nervepirrende at skulle tage plads i et fremmed hjem.
”Fionas familie har været rigtig skønne. Jeg husker, at Fionas far stod i døren de første gange og tog imod mig. Han lavede også kaffe til mig, og det var bare rart at føle sig velkommen.”
Der skal lyde et stort tillykke med optagelsen på drømme-gymnasiet til Fiona og et kæmpe skulderklap til Anton for at have hjulpet drømmen på vej. For det er historier som denne, vi brænder for hos MentorDanmark.
