Jeg startede mit SRP-forløb med at have en masse idéer til SRP-emner, fordi jeg interesserede mig for mange fag og emner - men det var faktisk ikke så stor en fordel, som det lyder. Jeg fik nemlig et stort problem med at vælge ét emne. Jeg tænkte på at skrive i matematik (A) og historie (A) om græsk, egyptisk eller arabisk matematik. Eller komplekse tal, sfærisk geometri eller infinitesimalregningens historie. Samtidig ville jeg også rigtig gerne have en fagkombination, der passede godt sammen, og jeg legede derfor med tanken om at skrive i matematik og fysik (B). Fysik er et enormt bredt fag, og jo mere jeg søgte rundt på nettet og i bøger, desto mere forvirret blev jeg over, hvad jeg ville skrive om. Det var også noget af et turnoff for mig, at man ved at inddrage fysikfaget skulle lave forsøg - Forsøgene, som vi lavede i fysik, virkede ikke nær så imponerende på mig som selve teorien, og at skrive en opgave, hvor der samtidig skulle være plads til en form for forsøgsrapport, var noget af det sidste, jeg havde lyst til.
Alt imens drillede det mig, at der var så mange, lærere såvel som familie og venner, der kontinuerligt sagde, at man skulle vælge ’noget, som man interesserer sig for’, ’man skal følge sit hjerte’ og ’man skal gå efter sine interesser’. Jo tak, men hvad nu hvis jeg interesserer mig for flere ting? Eller værre endnu: Hvad nu hvis jeg slet ikke interesserer mig for noget som helst af det hele!?
Jeg endte derfor med at lytte til hjernen frem for hjertet, og hjernen sagde, at jeg skulle tænke taktisk. Hvor paradoksalt det så end lyder, endte jeg med at vælge det mest udfordrende, som jeg kunne komme i tanke om: Monofaglig bioteknologiprojekt om lægemidlet acetylsalicylsyre - I daglig tale aspirin.
Jeg skulle syntetisere og vurdere stoffet med henblik på både at inddrage kemiske og biologiske aspekter. Det lå en del arbejde bag, fordi bioteknologi var det fag, som jeg havde sværest ved. Netop derfor tænkte jeg, at jeg kunne få en bedre forståelse for og forbedre mig inden for faget ved at skrive en bioteknologisk SRP.
Jeg arbejdede hårdt, meget hårdt: Jeg lånte adskillige bøger rettet både mod gymnasieelever såvel som universitetsstuderende, jeg læste uafbrudt, fordi jeg også havde brug for at samle op på min bioteknologiske baggrundsviden, inden jeg kunne forvente at forstå noget nyt. Og sidst, men bestemt ikke mindst, så tog jeg til Århus Universitet for at lave et forsøg (Ja, jeg ved, hvad jeg tidligere sagde om forsøg, men i bioteknologi kan man heller ikke komme uden om forsøg - Heldigvis adskiller de sig fra fysikforsøg og minder mere om kemiforsøg, hvilket hjalp på min interesse).
På grund af alt det arbejde, jeg lagde i projektet, blev jeg selvsagt meget glad for mit 12-tal! Nu havde jeg lært en masse nyt, som jeg samtidig kunne bruge efterfølgende i et af mine fag. Jeg lærte dog, at jeg kunne have gjort nogle ting bedre for ikke at udmatte mig selv mere end nødvendigt. Disse tips og tricks vil jeg meget gerne dele ud af.
Først og fremmest:
Du har ikke brug for så mange bøger, som du tror, du har
I hvert fald hvis du, som jeg, er den ambitiøse, men samtidig nervøse type, som har svært ved at finde ud af, hvornår nok er nok. Ofte står der meget af det samme i flere af bøgerne, og det er derfor både mere overskueligt og tidsbesparende for dig simpelthen blot at vælge én, to eller måske endda tre bøger foruden at bruge nettet i hvert fag. Jeg havde langt flere bøger end det… Faktisk flere end jeg har fingre… Men det eneste jeg lærte af det var, at jeg overhovedet ikke fik dem alle brugt. Havde jeg været lidt smartere og vidst det, kunne jeg have sparet mig for mange biblioteksbesøg, bæren rundt på tunge bøger, bladren rundt i dem og alligevel læse samme teori. For slet ikke at undervurdere problematikken, jeg havde med, hvilke bøger jeg skulle henvise til i selve opgavens fodnoteapparat, når teksterne mindede mere eller mindre om hinanden samt den lange og forkromede litteraturliste, som jeg afsluttede min opgave med. Derfor: Lån ikke bare løst og fast, men skær ind til benet og vælg kun enkelte af de bedste og mest dækkende bøger.
Du har ret til at kræve hjælp af dine lærere
Selvom man siger, at studieretningsprojektet handler om selvstændighed, så kan det være hårdere end godt for en gymnasieelev at arbejde mutters alene med et projekt, der virker både stort og uoverskueligt. Er man, som jeg, en konfliktsky person, der helst vil bevare et positivt forhold til og også samtidig imponere sin lærer lidt med det, man kan klare på egen hånd, skal man (hvilket jeg også burde have gjort…) straks glemme sine tanker om at imponere, tage fat i den rette lærer og fortælle, at man har brug for hjælp til at komme i gang, fordi man simpelthen ikke ved, hvordan man skal gribe det an. (Og du må ikke sige, at jeg har sagt det, men gerne overdriv din hjælpeløshed lidt, så læreren ikke påbegynder svadaen om, at SRP’en handler om at arbejde selvstændigt).
Du kan gøre skriveprocessen smartere
Jeg skrev ikke selv et eneste afsnit, inden SRP-skriveperioden begyndte. Set i bakspejlet er jeg dog sikker på, at det kunne have forsimplet processen gevaldigt. I noget tid før problemformuleringen blev tilgængelig for mig, havde jeg alligevel en god forståelse for, hvad den skulle indebære. Her kunne jeg med fordel have skrevet nogle enkelte teoriafsnit, som jeg så kunne bruge i min opgave, og dermed have sparet mig selv for tid. Selvfølgelig kan det ikke undgås, at man vil komme ud for at skulle omformulere noget af afsnittet, men det er bedre end at starte med et blankt dokument. Så kan man også undgå skriveblokering.
Imens du skriver, bør du også øve dig i at henvise til den litteratur, du bruger. Ellers kan man let komme til at sidde flere timer til sidst, udelukkende for at finde ud af, hvilket materiale man skal henvise til - Tro mig, det er surt, når man har flere bøger, hvis teori minder om hinanden, og man ikke ved, hvilken bog eller hjemmeside man helt præcis skal henvise til, fordi man, måske lidt i dovenskab, glemte at skrive det straks, dengang man skrev det pågældende afsnit.
Noget godt jeg dog gjorde i forhold til min skriveproces var, at jeg, lige da jeg fik min SRP-problemformulering udleveret, lavede passende overskrifter og ordnede formalia til hele opgaven. Helt fra forsiden til bilag. Jeg skrev en indholdsfortegnelse og lavede små undertitler til tomme afsnit, som jeg så udfyldte et efter et. Det fungerede godt for mig, og selv om jeg ændrede ved nogle af titlerne og afsnittene efterhånden, så var det fint og overskueligt at have skabt sin egen skabelon. Det vil jeg helt klart anbefale, at man gør.
Tag det roligt - Livet kører videre
Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg selv havde taget mit SRP-forløb stille og roligt, men jeg må indrømme, at jeg desværre ikke var så cool, som jeg havde håbet på. Det her femte råd kan godt virke, som om, at man slet ikke forstår, hvor man bekymringer SRP’en kan give en gymnasieelev, men da jeg har stået i situationen, så forstår jeg det meget godt. Så selv om det kan virke fjernt, og måske endda irriterende, når andre siger, at man skal tage det roligt, fordi livet kører videre, så må jeg alligevel vove den påstand, at det femte og sidste råd faktisk er det vigtigste.
Det er en meget flot bedrift at have kæmpet og klare sig godt i sit projekt, men også en stor bedrift at have kunnet tage det roligt undervejs. På en lidt grov måde kan det siges (og her taler jeg også lidt til mig selv): Hvis en opgave på bare 20 sider kan få en til at komme ud af sig selv af nervøsitet, stress og tvivl, så skal der faktisk ikke særlig meget til. Og så skal man overveje, hvordan man mon vil reagere på andre (og sommetider større ting) i sit fremtidige liv. Hvad nu hvis man f.eks. vil læse videre på universitet og så skal skrive en bachelor- eller kandidatopgave, der som bekendt er flere gange længere end en SRP - Skal man så igen lide af så stort ubehag? Man kan derfor bruge SRP’en som en øjenåbner for at se, hvor meget man som person selv kan holde til, og hvorvidt man bør lære at slappe lidt mere af. Jeg har i hvert fald lært, at man ikke skal undervurdere evnen at tage tingene med ro, for i sidste ende kan man nu engang, det man kan - og så længe du gør dit bedste, kan hverken du eller andre kræve mere af dig. En topkarakter er, når du selv føler, at du har klaret dig i top!
Mange gange held og lykke (og rolighed!) med dit spændende projekt!
