Forskning viser, at der er mange fordele ved at bruge mere tid i naturen. Det har blandt andet vist sig at have positive virkninger på mentalt velvære samt at gavne læring. Derfor giver det mening at integrere især børn og unges faglige læring mere med aktiviteter og projekter i naturen. Der er også en hel masse potientiale for direkte læring om eksempelvis biodiversitet og om forholdet mellem os mennesker og naturen. Især fordi vi står over for en klimakrise, hvor roden af problemet er en menneskeskabt ubalance i naturen, er det endnu mere vigtigt at børn og unge får et forhold til og forståelse for den natur, der understøtter deres liv.
Derudover lider mange børn og unge af stress og mentale problemer relateret til et øget pres i skolen og fra samfundet. Det at bruge tid i naturen har gang på gang vist sig at give ro og hjælpe mennesker med netop at håndtere stress og forvirring. Som forælder har man rig mulighed for at bakke op om læring i naturen hos både mindre og større børn. Man kan for eksempel tage udgangspunkt i nogle af disse forslag til aktiviteter!
1) Byg et insekthotel
Man kan selvfølgelig bygge huler i skoven, men hvorfor ikke tage skoven med hjem? Her kommer insekthotellet ind i billedet! Et insekthotel kan placeres næsten alle steder, da det kan have lige den form og størrelse, man ønsker. Derfor kan man bygge et, der passer til altanen, eller et på en kubikmeter til en stor have. Ideen med et insekthotel er at tiltrække mange forskellige insekter ved at give dem mulighed for at bo, og især overvintre, finde føde og yngle i din konstruktion. Derfor skal man sørge for at samle mange forskellige materialer. For at gøre det skal man gå en eller flere ture i skoven, til stranden eller omkring en sø for at få variationer i sine materialer. Man kan bruge bark, blade, mos, grankogler, nødder, grene og kviste, tang, muslingeskaller, siv, sten og meget mere! Her er det kun fantasien, der sætter grænser!
Gennem denne aktivitet kan du lære dit barn om vigtigheden af biodiversitet, og I kan sammen få brugt nogle sjove og kreative timer i naturen, såvel som i planlægningsfasen af jeres insekthotel. Denne aktivitet er samtidig også succesfuld både med små og store børn, og endda også teenagere og voksne, da den styrker samarbejdsevnen og giver plads til kreativiteten. Prøv at Google “insekthotel” for at få inspiration - her vil du også kunne se, at mange af insekthotellerne ender ud som små eller store kunstværker med masser af farver, sjove teksturer og forskellige materialer.
Man kan også nemt få flettet noget konkret fagligt ind i processen i form af biologi, da man i planlægningsfasen kan uddelegere arbejde med at undersøge insektarter og deres levesteder, samt hvilken nytte de har i økosystemet, eller i matematik, når der skal måles og designes et “skelet” til konstruktionen. Man kan yderligere også starte en Naturdagbog, hvor man kan dokumentere, hvilke insekter der kommer og flytter ind i jeres hotel!
2) Start en Naturdagbog
Med en naturdagbog kan man dokumentere årstidernes gang, vind, vejr og vand, samle blade og blomster og døde insekter; og hvis vi er heldige, vil dit barns observationer kultivere en nysgerrighed omkring, hvordan det hele fungerer, og hvorfor det egentlig er, som det er. Man kan bruge naturdagbogen til alt fra artsbestemmelse af træer ud fra bladende, til at samle og tørre forskellige blomster og til at nedskrive og samle konkrete data for regn og vind. Det eneste, du skal bruge, er et hæfte af en eller anden slags, en blyant eller en kuglepind og masser af timer til at spendere i den fantastiske natur! Derudover kan man pynte sin Naturdagbog med tørrede blomster, lave en ramme af små grene og sætte fast med en limpistol eller skrive sit navn med grene, sten muslinger eller andet, som man kan finde udenfor.
Hvis man starter tidligt med en Naturdagbog, kan man håbe, at det at observere naturen bliver en vane hos barnet, og at det vil være med til at skabe et forhold og kendskab til naturen. Derudover er det vigtigt, at man som voksen også engagerer sig i konceptet ‘Naturdagbog’, hvis man vil have sit barn til at gøre det samme. Man kan eventuelt lave en selv og gøre det til en tradition at gå en tur hver søndag med hver sin bog og finde små planter, eller at man hver dag tjekker regnmåleren og skriver nedbørstallet ned. Her er der rig mulighed for at inkorporere læring om statistik, da man jo efterfølgende kan bearbejde det indsamlede data
og lave grafer, tabeller og diagrammer. Derudover kan man prøve så godt man kan at sætte de lokale observationer i en global kontekst og opfordre barnet til at spørge “hvorfor”. Det kræver at man selv sætter sig ind i materiale og viden, men man kan selvfølgelig også en gang imellem henvise til en biologi eller geografilærer. Man kan også tage Naturdagbogen med på ferie og sammenligne planter, vejr og klima med det derhjemme.
3) Brug naturen og skoven i madlavningen
En oplagt måde at lære i skoven er ved at bruge dens mange ressourcer. Gå på opdagelse og find skovsyrer og bøgeblade til salaten, eller tap birkesaft til at lave birkesirup! Pluk havtorn, æbler og bær i sensommeren, tag på svampejagt om efteråret eller saml nødder til vinter. Her er det vigtigt, at man rådfører sig med naturvejledere eller bøger om emnet, da der er nogle planter og svampe, der er giftige. Men lad det ikke afskrække jer fra at lære mere om alle de madvarer, vi har omkring os året rundt, og som i øvrigt er gratis! Heldigvis er det lige nu en trend at bruge naturens mad i køkkenet, så der er masser af kogebøger, der har opskrifter til de nye råvarer.
Dét at se naturen som brugbar for vores behov og at indse, at den faktisk er nødvendig for, at vi kan få føde, er essentielt, hvis vi skal passe på naturen. At bruge naturen i madlavningen dækker over aktiviteter, der egner sig til alle aldre.
4) Leg i naturen
Til mindre børn og måske som inspiration til aktiviteter i skoven til børnefødselsdage kan jeg anbefale denne hjemmeside. Her kan man også finde aktiviteter til undervisning, men læring i skoven behøves ikke altid have et konkret fagligt aspekt for at være værdifuldt.
Der er mange muligheder for aktiviteter med børn og unge i naturen, og det er de voksnes ansvar at introducere dem til alle de mange måder, vi kan være i og bruge naturen! En natur i balance er nødvendig for vores og planetens velbefindende, men hvis vi skal passe på naturen kræver det, at vi har et forhold til den. Derfor er det essentielt, at vi investerer mere tid i naturen med vores børn og lærer dem om naturens processer, forbindelser og transformationer, men samtidig også sørger for, at de oplever og forstår dem baseret på egne erfaringer.
Held og lykke og god tur i skoven!
Sofie, Mentor
Sofie er i gang med et sabbatår efter at have taget en international studentereksamen i Indien og bruger nu tiden på at arbejde som mentor, lærervikar, i køkkenet på en lokal cafe og er også involveret i en start-up virksomhed. Sofie er mentor, fordi hun mener, at vi alle har et ansvar for at hjælpe hinanden, og fordi hun gerne vil give sin entusiasme omkring viden og det at lære videre. I hendes undervisning går Sofie meget op i, at der tages udgangspunkt i elevens interesser, sådan at det faglige bliver håndgribeligt for eleven.