Få kendskab til verber/verballed/udsagnsord på engelsk

Verbum er den latinske fortegnelse for det, vi på dansk kalder udsagnsord. Verber er en af de grundlæggende ordklasser i sprog, som både beskriver tid, men også kan indikere, tid, forhold og grad af handling. 

I denne artikel dykker vi ned i verbets rolle i det engelske sprog; det er nemlig vigtigt at kende til verber, da de ofte betragtes som centrale i en sproglig analyse og kan være med til at skabe mening og struktur i sætninger. I denne artikel får du overblik over verbers komplekse karakter; regelmæssige verber, uregelmæssige verber, modalverber og hjælpeverber.

Hvad er et verbum?

Lad os starte med en hel basal gennemgang af, hvad verber er. Et verbum er et ord, der viser en handling. Denne handling kan fx være at synge eller at danse. Derudover kan et verbum udtrykke en hændelse eller en tilstandsmåde. En hændelse refererer fx til ord som udvikler sig, fx banen modnede over natten, hvor en tilstand relaterer sig til ord som er, bør eller eksisterer. Næsten alle sætninger indeholder et verbum, og derfor er det vigtigt, at man kan identificere og forstå dem. 

Når du har en sætning, så består denne af forskellige såkaldte led. Verber kaldes for verballed i en sætning og knytter sig til sætningens grundled (subjekt), og forklarer hvad grundleddet gør. Hvis du kender til sætningsanalyser, så er verballedet det led, hvor du sætter et ”o” under.

Verber kan også have andre former. Disse former bruges til at danne tider, således man viser, hvornår en handling finder sted. Disse tider er: Nutid, datid, førnutid, førdatid og fremtid.

Lad os se nærmere på, hvad der sker med verbet, når det bøjes i en bestemt tid:

Ental	Nutid	Datid	Førnutid	Førdatid	Fremtid
1. Person	Is	Was	Have been	Had been	Will be
2. Person	Are	Were	Have been	Had been	Will be
3. person	Is	Was	Have been	Had been	Will be
Flertal
1. Person	Are	Were	Have been	Had been	Will be
2. Person	Are	Were	Have been	Had been	Will be
3. Person	Are	Were	Have been	Had been	Will be

Lad os se nærmere på, hvad der sker med verbet, når det bøjes i en bestemt tid:

I ovenstående skema er der bøjet efter verbet ”at være” eller på engelsk ”to be”. Når du ser på skemaet, så kan du se, at der særligt er to ting, du skal være opmærksom på, når du skal bøje et verbum korrekt: Du skal vide, hvilken tid sætningen angiver, og du skal vide, antallet af personer der omtales i sætningen. Men dette er der faste regler for.

Regler for bøjning af verber på engelsk

1. Præsens (nutid)
   De fleste verber får endelsen -s, når de bøjes i 3. person ental (he/she/it): ”She loves.”
   - For andre personer, det vil sige I, you, we, they, bruges verbet i sin basale form. Dette kaldes for infinitiv, hvor verbet skrives uden en endelse form: I love, You love, We love, They love.
2. Præterium (datid):
   - De fleste regelmæssige verber får ”-ed”-endelsen, når de skrives i datid: ”He talked”, ”They loved”, ”I walked”.
3. Fremtid:
   - Når du skal bøje noget på engelsk i fremtidsform, anvender du enten hjælpeverberne ”will” eller ”shall”, som udtrykker en handling, der sker i fremtiden, altså noget der ikke er sket endnu: ”He will sing” eller ”They shall sing”.
4. Førnutid
   - Når du skal skrive noget i førnutid, så gør du dette ved hjælp af hjælpeverbet ”have” eller ”has”, hvor det efterfølgende verbum i sætningen bøjes efter datidsform: ”She has gone” eller ”They have gone”.
5. Førdatid
   - Når du skal skrive noget i førdatid, så gør du dette ved at bruge hjælpeverbet ”had” + bøjning af det næste verbum i datidsform: ”He had eaten” eller ”They had seen”.

Som du nok har lagt mærke til nu, så findes der forskellige former for verber. Lad os gennemgå dem.

Hjælpeverber og modalverber

Du har nok hørt om ordene før. Typisk anvendes begreberne, når du har undervisning i fremmedsprog. Men hvad betyder det egentlig, når du står med en sætning, hvori der både indgår et hjælpeverbum og et modalverbum?

Hjælpeverber er et udtryk for et verbum, der har til formål at hjælpe sætningens egentlige verbum med noget. I ovenstående regeloverblik kan du se, hvordan hjælpeverbet ”had”/”has” bruges til at angive en bestemt tid. På engelsk findes følgende hjælpeverber, der bruges til at markere tid:

Do, have, will, shall, be. 

Modalverber er også en gruppe af hjælpeverber. Disse er:

Can/may/must/shall/will/ought to.

Disse anvendes ikke til at udtrykke en handling, men angiver i stedet, hvordan hovedverbet handler. Når du skal anvende modalverber, så er der også nogle huskeregler:

Der tilføjes ikke -s-endelsen ved 3. person ental. Der kan heller ikke foretages ”do-omskrivning” i spørgende og nægtende sætninger, fx: ”Can he do it?”

Når du skriver en sætning, hvori der enten indgår hjælpeverber eller modalverber, så efterfølges dette af hovedverber. Hovedverber er betegnelsen for de betydningsbærende verber i en sætning og beskriver dermed selve handlingen, processen eller tilstanden, der udtrykkes i sætningen.

”Did he read?” <-- I denne sætning er ”did” vores hjælpeverbum. ”read” er derimod hovedverbet.

Når du har en sætning, hvori der indgår flere verber, så skal du huske på, at verballed kan bestå af både hovedverbum + hjælpeverbum/modalverbum. Dette kaldes for sammensat verballed. Fx ”I have had a good day today”. Her er ”have had” de to verber, som du skal sætte et “o” under.

I nedenstående skema får du overblik over, hvordan hjælpeverber kan påvirke en sætning:

Bøjning af hjælpeverbet	Hvordan danner du sætningen?	Eksempler
To do - did, does, do, have done, has done, had done	Do-omskrivningen: Bruges i spørgende eller nægtende sætninger Når du skal omskrive noget til "do", så bøjes verbet infinitivt	Spørgende: Does he sing?  Nægtende: No, he does not sing
To have - had, have, has, has had, had has, have had, had had	Her bruges kort tillægsform (perfektum participium) for at danne førnutid (perfektum) og førdatid (pluskvamperfektum)	Førnutid: He has smiled Førdatid: He had smiled Bevægelsesverbum: He has left
Will, would, shall, should	Infinitiv af hovedverbet for at danne fremtidssætning (futurum) Her bruger du will, would, shall, should til at beskrive en sætning om noget, der sker i fremtiden	Se will sing

Nu har du nok også lagt mærke til, at der er nogle af verberne, der ændrer form, når de bøjes. Hvis du fx skal bøje ”to be”, så ændrer det sig fra is til was. Lad os gennemgå reglerne for det:

Regelmæssige og uregelmæssige verber

Regelmæssige verber

Regelmæssige verber er betegnelsen for verber, hvor der er regler for den endelse, verbet får pålagt, når det bøjes. Når du arbejder med regelmæssige verber i datid, vil det altid have en –ed-endelse, fx ”He walked”.

Hvis verbet skal bøjes i nutid, så skrives det i det, der hedder infinitiv, også kaldt grundform.

• Infinitiv: To walk --> I walk.

Husk at være opmærksom på, at når du skal bøje i 3. person ental, så kommer der –s-endelse på:

• Infinitiv: To walk --> He walks.

Nedenfor præsenteres et skema med forskellige verber, der giver dig et overblik over, hvordan regelmæssige verber følger samme regler:

Ental	Nutid	Datid	Førnutid	Førdatid	Fremtid
1. Person	Laugh	Laughed	Have laughed	Had laughed	Will laugh
2. Person	Laugh	Laughed	Have laughed	Had laughed	Will laugh
3. Person	Laughs	Laughed	Have laughed	Had laughed	Will laugh
Flertal
1. Person	Laugh	Laughed	Have laughed	Had laughed	Will laugh
2. Person	Laugh	Laughed	Have laughed	Had laughed	Will laugh
3. Person	Laugh	Laughed	Have laughed	Had laughed	Will laugh

Ental	Nutid	Datid	Førnutid	Førdatid	Fremtid
1. Person	Smile	Smiled	Have smiled	Had smiled	Will smile
2. Person	Smile	Smiled	Have smiled	Had smiled	Will smile
3. Person	Smiles	Smiled	Have smiled	Had smiled	Will smile
Flertal
1. Person	Smile	Smiled	Have smiled	Had smiled	Will smile
2. Person	Smile	Smiled	Have smiled	Had smiled	Will smile
3. Person	Smile	Smiled	Have smiled	Had smiled	Will smile

Der findes mange forskellige regelmæssige verber, men du kan som udgangspunkt genkende dem ved, at de ikke ændrer sin staveform betydeligt. Du skal dog være opmærksom på enkelte undtagelsestilfælde:

Hvis du skal skrive et verbum i 3. person ental, og der dermed skal tilføjes en -s-endelse, så ændrer stavemåden sig, hvis verbet slutter med en konsonant foran -y. I sådanne tilfælde omdannes -y til -i. Fx: To bury --> The dog buried the bone.

Står y’et derimod bag en vokal, så beholdes -y. Fx To lay --> The dog lays down.

Lad os tage nogle flere eksempler:

1. I carry – I carried – I have carrried – I had carried – I will carry

1. You carry – You carried – You have carried – You had carried – You will carry

1. She carries – She carries – She has carried – She had carried – She will carry

Uregelmæssige verber

De uregelmæssige verber adskiller sig dermed gennem ændring af stavemåde, når det bøjes og dermed ikke har –ed-endelsen. Her er det ofte følgende vokalændringer, der gør sig gældende:

ea --> o (wear, speak) à to speak – I speak, I spoke
i --> a --> u (sing, drink, begin) --> to sing – I sing, I sang
o --> e (know, throw) --> to throw – I throw, I threw
e --> o (get, tell) --> to tell – I get, I got

Der er over 250 uregelmæssige verber på engelsk, og det kan derfor være svært at huske dem alle sammen, men du spotter dem ved, at de ikke følger en generel bøjningsform, fx to be --> I am, I was.

Ental	Nutid	Datid	Førnutid	Førdatid	Fremtid
1. Person	Is	Was	Have been	Had been	Will be
2. Person	Are	Were	Have been	Had been	Will be
3. Person	Is	Was	Have been	Had been	Will be
Flertal
1. Person	Are	Were	Have been	Had been	Will be
2. Person	Are	Were	Have been	Had been	Will be
3. Person	Are	Were	Have been	Had been	Will be

Hvad skal jeg huske, når jeg arbejder med verber?

Til sidst gennemgår vi nogle af de sværere ord, du er stødt på undervejs i artiklen. Det kan nemlig føles som om, at der er rigtig mange ting, man skal have styr på, når man arbejder med verber, og mange af de begreber, der er blevet præsenteret i artiklen, kan være svære at forstå. Derfor får du nu en kort opremsning af, hvad de forskellige begreber, som har indflydelse på verbers bøjning, betyder:

Hovedverbum

De betydningsbærende verber i din sætning, som beskriver sætningens reelle indhold, det vil sige handlingen, tilstanden mv. 

Hjælpeverbum

Et verbum, der indgår i en sætning sammen med hovedverbet og udtrykker fx tid i en sætning ved at angive, hvorvidt vi er i datid, nutid, førnutid mv. Det kan også bruge til at beskrive aspekter eller stemninger i sætningen.

Modalverbum

Modalverber er også hjælpeverber, men angiver i stedet en holdning til hovedverbet i sætningen. Disse verber udtrykker en mulighed, nødvendighed eller sandsynlighed i en sætning og ændrer betydningen for hovedverbet, de ledsager.

Regelmæssige verber

Verber, der kendetegnes ved, at de får en -ed/-d endelse i datidsform.

Uregelmæssige verber

Verber, der ikke bøjes efter noget fast mønster og dermed ændrer stavemåde, når det bøjes.

Infinitiv

Infinitiv refererer til, at verbet står i sin grundform. Det vil sige, at man skriver ”to” foran, fx to smile.

Perfektum

Latinsk betegnelse for førnutid. Perfektum dannes med ”to have” som hjælpeverbum. Det er en sammensat tid, der dannes ved at bøje dit hjælpeverbum i nutid + det efterfølgende verbum i kort tillægsform. Det vil sige: have/has + verbum i kort tillægsform.

Perfektum participium

Dannes ved at have grundformen af et verbum og sætte -ed-endelse på, fx play-ed. Dette gøres ved de regelmæssige verber. Du bruger perfektum participium til at danne sammensatte tider.

Pluskvamperfektum

Den latinske betegnelse for førdatid. Hjælpeverbet bøjes i datid + hovedverbet i kort tillægsform.

Futurum

Den latinske betegnelse for fremtid. Du bøjer i futurumform, når du skal beskrive en planlagt handling, der ikke er udført endnu.