Mor og elev ser elevens udvikling
Pernille Petersen
Kommunikationsmedarbejder
Indholdsfortegnelse For forældre 8. august 2019 Læsetid: 8 min.

Sådan hjælper du dit barn til bedre digitale vaner

Hjælp dit barn til bedre digitale vaner
Er du narkoman? Altså den slags narkoman, der får et hurtigt fix af Facebook, Instagram og Snapchat. Som ikke kan overleve en middag uden at tjekke arbejdsmailen flere gange og som tjekker sin smartphone som det sidste inden sengetid? Så er det måske tid til at ændre dine digitale vaner, så du kan gå forrest og hjælpe dit barn til at få bedre digitale vaner.

Læs med her og få råd til, hvordan du hjælper dit barn – og dig selv – til bedre digitale vaner.

Den digitale forurening

Imran Rashid, forfatter til bogen: ”SLUK – kunsten at overleve i en digital verden”, introducerer begrebet ”digital forurening”.

Klimaforandringer og forurening er blandt de mest omtalte emner for tiden. Men vi tænker måske ikke over den digitale forurening, som hver dag fylder vores liv med overdreven støj, lyd og lys. Hver dag bombarderer skærme os med notifikationer og vibrationer – et hav af distraktioner.

Børn i dag fødes ind i en digital verden, hvor de ofte lærer at betjene en tablet, før de kan gå, tale og skrive. Digitale medier får derved en kæmpe indflydelse i børnenes liv, både hjemme, i skolen og i fritiden. Fordi de digitale værktøjer fylder så meget, har de en enorm indflydelse på børns muligheder for at klare sig godt i livet, og derfor er det altafgørende at grundlægge gode digitale vaner i hjemmet.

De færreste er i tvivl om, at motion, økologi og sunde kostvaner er vejen til et godt og langt liv. Men som forælder bør man være mindst lige så opmærksom på det digitale indhold, der proppes i vores børn – som den mad, børnene putter i munden.

Fra samvær til fravær

En familie er samlet om spisebordet for at spise aftensmad eller i sofaen for at se tv. Den yngste kigger på iPad, den ældste ”snapper”, mor tjekker Facebook, mens far besvarer arbejdsmails. Måske dette scenarie virker bekendt?

Selvom familien sidder sammen, befinder de sig kilometer fra hinanden mentalt.

Førhen krævede det et aktivt valg at tænde for tv’et eller sætte sig ved computeren. Med den digitale udvikling har vi hele tiden en tablet eller smartphone på os. De gør konstant opmærksom på sig selv og lokker med lyd, vibration og notifikationer, som fortæller, at der er kommet nye Facebook-opdateringer, mails og nyheder.

I mange familier er samvær blevet til fravær, og i værste fald lærer børnene, at socialiseringen med andre mennesker foregår via en skærm og ikke i det fysiske rum. Det er en konsekvens af den føromtalte digitale forurening. Heldigvis kan du selv gøre noget for at mindske den digitale forurening.

På digital afvænning

Overdreven tilstedeværelse i den digitale verden kan resultere i koncentrationsbesvær, indlæringsvanskeligheder og søvnløshed. Samtidig har det også betydning for børns sociale evner.

Der er altså mange ulemper forbundet med, at digitaliseringen stjæler mere og mere af vores tid, og løsningen er lige til: SLUK. Men hvorfor gør vi ikke bare det?

Fordi det svarer til at bede en alkoholiker om at stoppe med at drikke eller tvinge en narkoman til at stoppe med sit misbrug. Når du eller dit barn kan sidde og stirre på en skærm i flere timer, er det fordi, der sker en belønning i hjernen, som fastholder en – det er stoffet dopamin, også kaldet lykkehormonet. Derfor skal vi på digital afvænning og vænne os til at skabe sundere digitale vaner i hverdagen.

”5 digitale trafikregler”

Her får du Imran Rashids 5 råd til at få sundere digitale vaner i dit barns hverdag.

1) Dit barn er et biologisk væsen

For at kunne modstå det digitale livs fristelser, skal de basale behov være dækket. Er dit barn i underskud af vand, mad eller søvn, virker impulskontrollen ikke, og så er det nemt at falde i den digitale fælde.

2) Vær kritisk over for indholdet

Vælg apps og programmer, som har et formål – andet end bare at få dit barn til at blive ved med at spille. Et eksempel er Ramasjang-universet, hvor formålet er at lære bogstaver og tal. Man kan kalde det at kigge efter de ”økologiske” apps, programmer og spil.

3) Snak med dit barn om oplevelser på nettet

En snak med dit barn kan give et fingerpeg om, hvor meget det digitale liv fylder, og om dit barn er udsat for – eller måske selv udøver – cybermobning eller anden uhensigtsmæssig adfærd på nettet.

4) Lav aftaler, der begrænser tablettiden

Lav aftaler med dit barn om, hvor meget han/hun må bruge digitale værktøjer. Indfør eksempelvis skærmfri dage og mobilfri zoner (fx ved spisebordet, i sofaen mv.) Find i stedet en god bog frem, som du kan læse sammen med dit barn, eller indfør en fast brætspilsaften.

5) Vær et godt eksempel

Sørg for selv at være et godt eksempel ved at begrænse din egen skærmtid og overholde de mobilfri zoner og skærmfri dage. Det klinger hult, hvis du selv liiige skal tjekke en ”meget vigtig” mail midt i aftensmaden, når I har aftalt, at spisebordet er mobilfri zone.

Sluk for skærmen og tænd for samværet

Den teknologiske udvikling har gjort, at vi kan meget i dag. Men vi kan desværre ikke få flere timer i døgnet, og da vi ikke har fået flere timer i døgnet, må det stigende forbrug af digitale platforme betyde, at vi tager tiden fra noget andet – for eksempel samværet med vores børn. Hver gang du tænder skærmen, risikerer du altså at slukke for nærværet med dit barn.

Så kig op, læg din smartphone væk og vær til stede. Ved selv at gå forrest med bedre digitale vaner samt følge de 5 råd, hjælper du dit barn til at få sundere digitale vaner.

Du kan købe Imran Rashids bog, ”SLUK – kunsten at overleve i en digital verden”, introducerer begrebet ”digital forurening”, her.

For forældre

Se alle

Sådan får I det meste ud af regnvejrsdagen
Her kommer en række lærerige aktiviteter, som hele familien kan tage d..
Sådan motiverer du dit barn til læring
Synes motivationen at være forduftet? Her får du 12 gode råd til, hvor..
Sådan styrker du dit barns faglighed med bevægelse
Har dit barn svært ved at sidde stille længe nok til at kunne lave en ..
3 råd til, hvordan du hjælper dit barn ud af mistrivsel
Dit barn tilbringer en stor del af sit liv i skolen. Derfor er det vig..
5 gode råd til at hjælpe dit barn med at udvikle øget selvtillid og selvværd
Der er en masse forventninger til én, og man har selv en masse forvent..
3 lærerige aktiviteter til børn med koncentrationsbesvær
Vil du gerne have inspiration til lærerige aktiviteter for dit barn me..
10 lektieråd til dit barn med koncentrationsbesvær
Har dit barn meget svært ved at koncentrere sig under lektielæsningen?..
Sådan roser du dit barn rigtigt?
Dine rosende ord kan påvirke dit barns opfattelse af sine egne evner a..
Aktiver dit barn i påsken med leg og læring
Ååsken kan betyde både være lærerig og hyggelig på samme tid! &#x1f423..
Sådan hjælper du dit barn ud af stress
Ifølge Den Nationale Sundhedsprofil føler flere og flere unge sig stre..
Boost dit barns motivation og skoleglæde med disse 3 råd
Man kan som forælder gøre brug af følgende råd for at give sit barn ru..
Sådan støtter du bedst dit barn under læseferien
Som forældre kan det være svært at vide, hvordan man bedst støtter sit..
lukke ikon

Har du spørgsmål?

Har du et spørgsmål, som du ikke kan finde svar på her, så skriv endelig til os på info@mentordanmark.dk
Vi vender tilbage hurtigst muligt.