Kort fortalt
Perioden løb fra Oplysningstiden til Det moderne gennembrud. Cirka 1800-1870.
Inden for billedkunsten kaldes perioden også Guldalderen.
Temaerne bliver ofte beskrevet med ”Det gode, det sande og det skønne”. Det var idylliske beskrivelser med fremhævelse af det gode liv og smuk natur.
Blandt de toneangivende forfattere kan nævnes Schack Staffeldt, Adam Oehlenschläger, B.S. Ingemann H.C. Andersen og Steen Steensen Blicher. Tænkerne i perioden var specielt N.F.S. Grundtvig og Søren Kierkegaard.
Historisk placering
Romantikken kommer som modsvar til oplysningstiden, der lå lige før romantikken. Romantikken var et opgør med den logiske tankegang, der var grundlaget for oplysningstiden og går væk fra fokus på fornuften til nu at søge meningen via følelserne. Det skyldes bl.a. den dårlige nationale situation. I første halvdel af 1800-tallet mistede Danmark Norge (1814), gik statsbankerot (1813), tabte Englandskrigene (1801-1814) og Treårskrigen (1848-1851). Derfor var der et behov for en national sammenhængskraft, og det blev skabt ved at lægge vægt på Danmarks fordele, som i langt højere grad var kulturelle og følelsesprægede end materielle og rationelle.
Efter romantikken kom Det moderne gennembrud, hvor man i stedet laver realistiske beskrivelser af de problemer, Danmark havde i perioden, i stedet for lægge et glamour-filter over skildringerne af Danmark.
Romantikkens fælles filosofi
For at forstå romantikkens tekster og specielt forskellen på understrømningerne i perioden, er det vigtigt at forstå den fælles filosofi.
Verdenssynet udspringer fra Tyskland, hvor de i slutningen af 1700-tallet blev inspireret af Platons dualisme. Dualismen er en todeling af verden mellem fænomenerne og idéernes verden. Fænomenernes verden er den, vi almindelige mennesker lever i. Idéernes verden er derimod en verden, hvor den tænkte udgave af alle begreber, er. Hos idéernes verden er forestillingen om et træ, men her i fænomenernes verden, har vi alle mulige variationer over idéen ”træ”. Os mennesker og ting i fænomenernes verden er altså bare en slags dårlige kopier af de originale begreber, som er i idéernes verden. Idéerne kan vi som fænomenerne altså kun spejle til en vis grad. Idéernes verden ses derfor som en ophøjet og mere ren verden.
Mange af specielt de første strømninger i romantikken er enige om dualismen, altså at verden består af to verdener. Forskellen på dem er bare, hvordan de forholder sig til det. Nyplatonisme fastholder splittelsen mellem verdenerne, universalromantikkerne vil forene dem gennem kunsten, og andre igen ser idéernes verden som et udtryk for Gud.
De mange understrømninger i romantikken er uddybet herunder.
Forfatteren som geni
De kaldte sig selv genier, fordi de mente, de havde mulighed for at se ind i idéernes verden. Via kunsten kunne de beskrive oplevelser, der viste dualismen. Enten hvor der var splittelse mellem de to verdener eller en samhørighed mellem dem - alt efter strømningen. De anså altså sig selv som meget vigtige i forståelsen af verdens opbygning og føler sig i den grad hævet over den almene dansker.
Nyplatonisme
I nyplatonismen er der en splittelse mellem fænomenernes og idéernes verden. Vi mennesker er altså fastholdt i fænomenernes verden. Teksterne er derfor ofte mere triste og fuld af længsel, fordi forfatteren stræber efter idéernes verden. Forfatteren kan nemlig, modsat alle os andre, opnå indsigt i idéernes verden gennem kunsten. Men selv ikke forfatterne kan forene de to verdener, hvilket fører til længslen efter idéernes verden. Skrivestilen er derfor også højtragende, følelsesladet og lidenskabelig i billedsproget.
Universalromantik
Universalromantikken er en retning, hvor menneskets sameksistens med naturen er i højsædet, og både naturen og det gode menneske bliver beskrevet med positive metaforer og symbolik.
Det er en af de store retninger inden for perioden og var også ret populær i sin samtid.
De universalromantiske forfatter skriver i troen på, at man via kunsten kan forene fænomenernes og idéernes verden. Forfatteren kan altså, modsat i nyplatonismen, ikke kun se ind i idéernes verden, men også forene den med fænomenernes verden.
Der er i det hele taget en forståelse af sammenhænge mellem både de to verdener, men også mennesker og natur. Her bliver organismetanken, også kaldet monisme, et centralt begreb. Det betyder, at alting i verden er forbundet i én samlet organisme.
Hos nogle forfattere er Gud også en del af alt, kaldet panteisme, og naturen er derfor besjælet af det guddommelige. Begrundelsen for at man skal være i ét med naturen er derfor, at man på den måde er i ét med Gud.
Teksterne er meget positive og højstemte i sit udtryk - netop fordi sammensmeltningen er mulig og verden er i harmoni.
Mennesket finder ofte en mening og svar på tekstens konflikt gennem naturen. Det er dannelse af det gode menneske. Konflikten er ofte en indre konflikt, hvor karakteren skal finde frem til det gode liv i harmoni med naturen og i panteismen også livet med Gud.
Nationalromantik
Nationalromantikken vil danne en kollektiv dansk identitet. Det opnås ved at tale til et åndeligt fællesskab i folket. Tematikkerne i nationalromantikken er derfor danske værdier og kulturarv som f.eks. vikingetiden, bøgeskove og svaner. Det er et idylliseret billede af Danmark, som bliver beskrevet. Det sker efter store tab i krige og de nye nationalstater, der giver plads til at danne en national identitet.
Sammen med universalromantikken er den en af de største strømninger.
Folkeeventyr bliver nedskrevet som følge af en søgen efter gammel identitet. Kunsteventyrene bliver skrevet efter denne inspiration med H.C. Andersen i spidsen.
Religiøs digtning
Den religiøse digtning var drevet af digteren, tænkeren og præsten N.F.S. Grundtvig. Grundtvig tager afstand fra "den geniale kunstner", da han mener, det er Guds kraft, der viser sig og kunstneren kan ikke ane samhørigheden ved egen kraft. Der skal en Gud til.
Guddommen skal findes i troen og ikke i naturen eller kunsten. Guddommen og troen er i folkekirken og kan derfor ikke kun beskrives af de få udvalgte forfattere.
Grundtvig og andre digtere skriver derfor om forholdet mellem Gud og menigheden i kirken. Her er fokus mere på Guds egenskaber som almægtig Fader, som man kan søge gennem troen, end som en del af naturen og en fælles organisme.
Biedermeier
Henimod slutningen af romantikken kommer den kulturelle strømning Biedermeier, hvor litteraturen kaldes for poetisk realisme. Den har fokus på skildringen af det nære og familiære. Stilarten beskriver de gode værdier, som f.eks. dydig, pligtopfyldende og troende gennem skildringer af hverdagslivet blandt borgerskabet. Her er ingen voldsomme følelser eller lidenskab, som der er i de tidlige romantiske strømninger. I stedet er alting glattet ud og roligt i den borgerlige idyl.
Teksterne er moraliserende og fortæller altså, hvad der er den rigtige måde at leve på. Det er kampen mellem fornuft og lidenskab. Det går derfor altid godt for dem, der følger de borgerlige dyder. Her fortrænges dårlige, lastfulde tanker og lidenskab for at følge moral og manérer. Fornuften skal altid vinde. Der er dog ikke nogen store følelsesladede dramaer, da lidenskaben skal holdes på et minimum, og det hele er holdt i harmoniske beskrivelser. Opbygningen er ofte hjem-ude-hjem, hvor hjemmet står for idyl og ude en form for ufornuftigt kaos.
Se nedenstående uddrag om "Biedermeier" fra Restudy. Ønsker du at se den fulde video, kan du finde den Restudy.dk
Romantismen
Romantismen markerer overgangen fra romantikken til Det moderne gennembrud. Her undersøges menneskets skyggesider, som ikke lever op til de moralske forpligtelser. Det er tematikker som dæmoni, forførelse og seksualitet, der tilsammen danner begrebet ”Det interessante”. Det er derfor en mere psykologisk skildring af mennesket og også de sider, man tidligere har gemt væk.
Strømningen tegner ikke det samme glansbillede af tilværelsen som tidligere strømninger i romantikken. På den måde adskiller den sig og bevæger sig mere over mod beskrivelser af menneskets udfordringer, som Det moderne gennembrud fortsætter med, bare på samfundsniveau.
