Minimalisme er en skrivestil, hvor teksten er reduceret så meget som muligt. Teksterne er barberet for fortællerens følelser og meninger og skitserer sine observationer i et nøgternt og præcist sprog. Det gør også, at læseren selv skal på arbejde og fylde de tomme pladser for at forstå meningen i de ofte - ved første øjekast - meningsløse detaljer.
Hemingways isbjergsteori
Minimalistisk litteratur bliver ofte beskrevet som et isbjerg. Over overfladen er det småt og håndgribeligt, men under overfladen er det meget mere omfangsrigt og svært at tyde.
Isbjergsmetaforen bliver også kaldt Hemingways isbjergsteori efter den store amerikanske forfatter Ernest Hemingway (1898-1961), der formulerede og i høj grad også skabte den minimalistiske skrivestil.
Hemingway og de minimalistiske forfattere gør en dyd ud af at gemme det væsentlige væk under overfladen. Derfor bliver teorien også kaldt Theory of omission – oversat udeladelsesteorien – fordi forfatteren udelader alt unødvendigt i sin fortælling.
Selve teorien er altså, at de minimalistiske fortællinger skal fremstå simple, når man læser det på linjerne, men komplekst, når man læser mellem linjerne.
Det på linjerne er selve teksten taget helt bogstaveligt. Det er det konkrete, som plottet, dialogen og selve fortællingen. Det er alt sammen det, der er nemt at lægge mærke til, når man læser teksten. Ligesom toppen af et isbjerg, der stikker op af det kolde hav og er meget let at se på lang afstand. Det over vandet kan altså ses som små hints til den dybere historie, der ligger gemt under vandoverfladen.
Den del af isbjerget, der ifølge teorien er under vandoverfladen, er også det, man kalder det mellem linjerne. Det mellem linjerne er fortolkningen af, hvad det konkrete i teksten kan betyde i overført betydning. Det vil sige, når man begynder at kigge på symbolik, tematik og karakterernes motiv og følelser.
Fortolkningen er ofte den svære del af at læse minimalistisk litteratur, men også den vigtigste. For ligesom bjergets top er det lette at se, er det også den mindste del af bjerget. Teorien virker på den måde også som pejlemærke for minimalistiske forfattere, som forsøger at lade det under tekstens overflade fylde mere end det helt konkrete på linjerne. De lader det udtrykkelige og klare (det eksplicitte) træde i baggrunden og i stedet dyrke det underforståede (det implicitte). Det gør forfatterne med en række virkemidler, som er kendetegn for den minimalistiske litteratur.
Kendetegn ved minimalismen
Det store i detaljen
Beskrivelserne er reduceret til et absolut minimum for kun at give plads til de mest væsentlige observationer. Ofte er beskrivelserne af hverdagssituationer med små detaljer. Tematikkerne og forholdet mellem karaktererne skal derfor læses ud fra beskrivelserne i handlingen og ikke lange personintroduktioner eller en direkte benævnelse af en tematik, som der kan være i andre skrivestile. Som beskrevet i isbjergsteorien er det nemlig de på overfladen trivielle handlinger og detaljer, der giver karaktererne og hele teksten dybde. Det kaldes også handlingernes medbetydning, som er det handlingen betyder indirekte eller symboliserer. I minimalismen kan beskrivelser derfor godt virke afkoblet og umiddelbart ligegyldige for handlingen, men have stor betydning, når man fortolker.
Temaer
Detaljerne bruges til at give hints til eksistentielle eller nogle gange makabre temaer. Det er ofte store spørgsmål, som gemmer sig i teksten. Det kan være Hvad er et meningsfuldt liv? Eller Hvordan kan man forbedre kommunikationen med sine medmennesker?
Hos nogle minimalistiske forfattere trækkes de afdæmpede hverdagsscenarierne ud i det absurde og det f.eks. indebære fascination af døden og sågar nekrofili.
Medsyn
Teksterne er ofte skrevet i medsyn, hvilket betyder at det fremstår som om, at de fortælles, imens handlingen foregår. Det bidrager også til en mere simpel komposition, hvor der f.eks. sjældent er spring i tid.
Et eksempel på medsyn er på s. 50 i Miss Island (2018) af Auður Ava Ólafsdóttir, udgivet på Batzer & co:
”Han stikker nøglen i låsen og siger at den går lidt trægt.
Jeg kigger mig omkring”.
Ordinære karakterer
Karaktererne er normale mennesker i genkendelige omgivelser. De er ikke ekstraordinære helte og skurke som superstjerner, detektiver eller diktatorer. De ordinære karakterer gør teksterne til hverdagsfortællinger om almene problemer.
Som for eksempel i Borgerligt Tusmørke af Simon Fruelund (2006), udgivet på Gyldendal, s. 14:
”Manden som bor her, har ikke noget imod fremmede. Han er socialpædagog og har engang passet en hjerneskadet tyrkisk dreng som havde tilbragt sine første leveår sammen med hundene. Dem der er flyttet ind mede i nummer 19, er indere, ved han. […] Til vejfesten stod de lidt for sig selv ”.
Her bliver eksistenselle og almenmenneskelige spørgsmål om fremmedhed beskrevet gennem let genkendelige karakterer og situationer.
Forfatter og fortæller som observatører
I de minimalistiske tekster skal læseren selv finde frem til en konklusion. Forfatteren er derfor ikke direkte moraliserende. Det vil sige, at forfatteren ikke kommenterer eller på anden vis gør det tydeligt, om karaktererne handler rigtigt eller forkert.
Fortælleren beskriver sjældent sin holdning og følelser omkring andre karakterer eller det, der sker. I stedet er forfatteren objektiv i sine beretninger og registrerer blot, hvad der sker. Fortælleren fungerer derfor ofte som ”fluen på væggen”, der kun observerer handlingen og viderebringer den objektivt. I nogle minimalistiske tekster er der også gjort en dyd ud af det sidste element i konceptet med ”fluen på væggen”, nemlig fortællerens passivitet i fortællingen.
Det er for eksempel tilfældet I Hemingways Soldier’s Home (1924), hvor hovedpersonen Krebs ofte blot observerer, hvad der sker omkring ham efter sin tilbagevenden til sit barndomshjem:
”But they lived in such a complicated world of already defined alliances and shifting feuds that Krebs did not feel the energy or the courage to break into it. […] He liked to look at them from the front porch as they walked on the other side of the street.”
Ordvalg
Den objektive stil smitter af på ordvalget, så der bruges så få ladede ord som muligt. Dertil kommer få tillægsord og malerisk billedsprog for igen at reducere teksten ind til benet og ikke blive subjektiv. Tekstens ordvalg bidrager også til at skjule dramatikken ved ikke at bruge et storslået sprog.
Ord med dobbeltbetydning og symbolik er i stedet meget brugt som sprogligt virkemiddel, så betydningen forbliver op til egen fortolkning.
Som i Helle Helles roman BOB (2021), udgivet af Gutkind, s. 139, hvor ”hun” er videre i mere end én forstand: ”Vi finder bare ud af noget en dag, sagde han, og hun nikkede og smilede til ham og var videre”.
Længde
I minimalisme er simplicitet vigtigt, og derfor er selve teksterne og sætningerne korte. Sætningernes længde skyldes i høj grad en simpel sætningsopbygning, også kaldet syntaks. Den mest brugte syntaks er ofte korte helsætninger med få bisætninger. Det vil sige generelt korte sætninger uden komma.
Som for eksempel i Borgerligt Tusmørke af Simon Fruelund (2006), udgivet på Gyldendal, hvor et helt kapital på s. 14 lyder sådan her:
”Ingeniørens kone drømmer om en mand i et hvidt jakkesæt. Han kommer gående ned ad Dantes Allé. Han er høj og slank. Jakkesættet som sidder perfekt, følger hans bevægelser i små forsinkede ryk. Han har venlige øjne, hvide tænder, klædelige rynker.”
Afslutning uden løsning
Værkerne ender sjældent med en løsning på karakterernes problemer og konflikter. I stedet bevarer teksterne spændingen helt til slut, hvor karaktererne fortsat står i stampe. Skildringerne af hverdagsscener giver indblik i karakterernes liv, men kommer ikke med løsninger gennem hverken forfatterens moralisering eller karakterudvikling.
Litteraturhistorisk
Minimalismen begyndte allerede i 1920’erne i Amerika, men blev først for alvor en del af den danske litteratur med forfattere som Helle Helle (f. 1965) og Naja Marie Aidt (f. 1963) i 1990’erne. I Amerika var det med Hemingway som bannerfører, der inspirerede sine samtidige forfattere som bl.a. Raymond Carver (1938-1988).
Selvom skrivestilene ide to perioder har meget til fælles, er der også nogle forskelle specielt i kontekst og tematikker. For når det almene liv skal skildres, så har den historiske kontekst stor betydning.
Hemingways virkelighed var præget af verdenskrig og nihilisme, hvorimod Helle Helles kontekst i højere grad er udkantsdanmark og familierelationer.
Eksempler på dansk minimalisme kan findes hos forfattere som Naja Marie Aidt (f. 1963), der bl.a. har skrevet novellesamlingen Bavian (2006), udgivet af Gyldendal, Simon Fruelund (f. 1966) med Borgerligt tusmørke (2006) udgivet af Gyldendal og Helle Helle (f.1965) har skrevet Rester (1997) udgivet af Rosinante.
Minimalistisk litteratur bliver stadig skrevet i Danmark, som Helle Helles seneste værk BOB (2021) er et bevis på, men havde sin storhedstid i 1990’erne til 10’erne.
