Intertekstualitet kan ses som en litterær skattejagt. Det trækker på fortidens fortællinger, skjulte betydninger og øvrige mere eller mindre nik til andre tekster. Intertekstualitet er et typisk element i forbindelse med analyser af tekster og værker, og derfor er det vigtigt, at du ved, hvad du skal lede efter i tekster. Gør dig klar til at dykke ned i litteraturens skjulte forbindelser.
Hvad er intertekstualitet?
Overordnet betyder intertekstualitet, at et værk enten direkte eller indirekte refererer til et andet værk. En direkte reference er blandt andet brug af citater. En indirekte reference kan for eksempel være et værks tema, der er sammenligneligt med et andet værk.
”Inter” er latin for mellem, og derfor betyder selve ordet ”mellem tekster”. Intertekstualitet er en form for forhold, der opstår mellem tekster. Intertekstualitet er derfor et litterært begreb, hvor et værk refererer til, påvirkes af eller er i dialog med andre værker.
Intertekstualitetens oprindelse
Intertekstualitet blev først indført i 1969 af franske Julia Kristeva. Dengang blev det brugt udelukkende inden for litteratur og handlede derfor om tekster, der forholder sig til andre tekster. Senere blev begrebet videreudviklet af Roland Barthes, der hævdede, at en tekst aldrig kan stå alene og altid vil være påvirket af tidligere tekster. Dette kaldte han for en ekstensiv intertekstualitet; relation til andre tekster er et grundvilkår for litteraturen, hvorfor alle tekster skal forstås som en kombination af andre tekster.
Begrebet er også blevet videreudviklet af mange andre, og det bliver i dag opfattet som et typisk litterært virkemiddel i postmoderne tekster og analyser. Gennem artiklen vil du blive præsenteret for de mest typiske måder, hvorpå intertekstualitet anvendes.
Intertekstualitetens formål og betydning
Når forfattere eller kunstnere vælger at anvende intertekstualitet, kan dette skyldes flere forskellige ting. Desuden kan de også vælge at anvende intertekstualitet på forskellige måder, da intertekstualitet kan bruges til at understøtte den fortælling, der ønskes at blive fortalt gennem værket.
Typisk anvendes intertekstualitet som en reference til en anden tekst for at uddybe holdninger eller pointer. Man kan for eksempel trække på intertekstualitet for at fremme en form for humor ved at henvise til noget genkendeligt. Formålet med intertekstualitet vil derfor ofte handle om at give læseren en fornemmelse af, at de kender værket i forvejen.
Hvis du selv overvejer at bruge intertekstualitet i en fristil, et essay eller lignende, så skal du være opmærksom på, hvem du tænker, der skal være den primære modtager af dit værk. Det vil sige, at du skal have en forståelse for, hvem du ønsker, der skal se eller læse dit værk. Dette er vigtigt, da intertekstualitetens evne til at uddybe eller skabe genkendelige oplevelser kun virker, hvis man kender til det værk, der bliver refereret til, i forvejen.
Hvor kan man finde intertekstualitet?
Selvom intertekstualitet oprindeligt blev brugt udelukkende inden for litterære tekster, kan du i dag finde det flere forskellige steder. Det vil oftest stadigvæk være nemmest at genkende i tekster, såsom:
1. Bøger
2. Artikler
3. Sange
4. Digte
Men det kan også opstå i andre kreative genrer, såsom:
1. Film
2. Reklamer
3. Malerier
Hvilke typer af intertekstualitet findes?
I alt eksisterer der i dag syv forskellige former for intertekstualitet. Bare rolig, du behøver ikke at kunne dem alle sammen for at identificere intertekstualitet.
Det vigtigste er, at du skal kunne huske, hvad intertekstualitet er, nemlig når et værk refererer til et andet værk. Derefter kan du undersøge, hvilken form for intertekstualitet der gør sig gældende i værket.
Ekstern intertekstualitet
Når en forfatter eller kunstner vælger at bruge ekstern intertekstualitet, er det en bevidst handling. Derfor vil forfatteren/kunstneren oftest referere til et værk, som er meget let genkendeligt for publikum. Det vil sige, at publikum hurtigt og nemt kan genkende, hvilket værk der refereres til.
Når der bliver anvendt ekstern intertekstualitet, forsøger man at forme det nye værk ud fra et eksisterende værk. Her vil man sige, at værket skal re-medieres, og det refererer til, at værket ændrer form. Det er for eksempel, når en bog bliver lavet til en film og følger bogens oprindelige fortælling.
Oftest vil du kunne nyde og forstå ekstern intertekstualitet uden at have kendskab til det originale værk, fordi genfortællingerne kan blive opfattes som originale fortællinger.
Eksempler på denne intertekstualitetsform er blandt andet:
· Harry Potter
· Ringenes Herre
· Twilight
· Hunger Games
Intern intertekstualitet
Intern intertekstualitet er lidt sværere, fordi det her kræves, at publikum kender det originale værk. Hvis publikum ikke forstår teksten eller historien, der bliver refereret til, vil de have svært ved at forstå formålet med værket.
Referencen vil have en central betydning for fortællingen. Forfatteren/kunstneren vil oftest komme til udtryk, når film inkluderer andre film, eller hvis tekster refererer eller citerer andre tekster. Kort sagt lånes der fra tidligere værker for at bruge det på en anden måde i sit nye værk.
Det kan være svært for publikum at forstå en references relevans, hvis man ikke kender til det oprindelige værk. Derfor er den interne intertekstualitet et eksempel på, hvornår man skal have godt kendskab til dem, der skal læse eller se ens værk.
Eksempler på intern intertekstualitet kan blandt andet findes i Shrek-filmene. Her optræder kendte eventyrfigurer, såsom:
· Den bestøvlede kat
· Den gode fe
· Pinnocchio
Og mange andre.
Direkte intertekstualitet
Begge eksempler, jeg har beskrevet ovenfor, viser direkte intertekstualitet. Begrebet handler om, at forfatteren/kunstneren direkte refererer eller citerer tidligere værker.
Indirekte intertekstualitet
Indirekte intertekstualitet kan være sværere at opfange i værker. Det kræver meget af publikum at opfatte referencerne, fordi det ofte vil gemme sig i teksten. Referencen kan for eksempel være et tema eller budskabet i værket.
Indirekte intertekstualitet kan også være i for eksempel genretræk. Hvis du tænker på et eventyr, vil der oftest være en fast form, som man følger. Den starter typisk med ”Der var engang…”, og når en tekst starter med dette, vil vi ofte forvente, at der kommer et eventyr. Dermed ved publikum også, hvad de kan forvente. Et andet genretræk i eventyr kan også være fortællingens form:
- Hjemme
- Ude
- Hjemme
Redskaber til intertekstualitet
Når en forfatter/kunstner skal skabe intertekstualitet, kan vedkommende anvende forskellige redskaber til dette. Disse er blandt andet:
Pastiche
Pastiche er en efterligning af tidligere værker. Her vil værket være udarbejdet være udført i stilen eller i en kombination af stilarter fra andre forfatteres skrivestil. Det kan opfattes som en form for dialog mellem det oprindelige værks skrivestil og det nye værk.
Pastiche kan også henvise til en hel litterær periode, hvor forfatteren genskaber tidligere karakterer på ny.
Et eksempel på pastiche kan for eksempel findes i Quentin Tarantinos ”Kill Bill”-film. Her sker en pastiche af to genrer: Western-genren og kung-fu-genren. Her bruger Tarantino for eksempel kamerateknikker og visse dialoger, hvor disse kan minde om klassiske træk ved de to filmgenrer.
Parodi
Parodier opstår, når en forfatter/kunstner anvender intertekstualitet med formål om at gøre grin med et tidligere værk. Oftest vil man overdrive fortællinger fra det originale værk for at fremhæve absurde træk.
En parodi er en betegnelse for, at man efterligner noget andet for at gøre det komisk. Det vil dog kun være sjovt for publikum, hvis de kender det værk, der forsøges at gøres grin med.
Allusion
Allusion kan også kaldes for en hentydning eller tilfældig reference. Det vil sige, at det er et brug af en tilfældig omtale af noget. Her kræver det også, at publikum kender det værk, der refereres til.
Allusion er for eksempel metaforer: ”Hans næse vokser som Pinocchios.”. Her kræver det, at man kender årsagen til, at Pinocchios næse vokser. Ellers vil publikum ikke forstå, at man refererer til en, der lyver.
Hvornår og hvordan kan du bruge intertekstualitet i en skoleopgave?
Som du nu har fået kendskab til, kan du finde intertekstualitet i samtlige værker. Derfor kan du også anvende begrebet på flere forskellige måder.
· Litteraturanalyse - Når du skal analysere en tekst, så kan dette gøres med fokus på intertekstualitet. Her skal du undersøge, hvordan og hvorvidt forfatteren trækker på tidligere tekster, og hvordan det påvirker det nye værk.
· Filmanalyse – Her skal du også undersøge, hvordan og hvorvidt instruktøren trækker på tidligere film, popkultur eller historiske begivenheder. Fokus skal altid være på, hvilken betydning det har for det nye værk.
· Billedanalyser – I disse opgaver skal du undersøge, hvordan en kunstner trækker på tidligere kunsthistoriske referencer eller stilarter.
Opsamling
Intertekstualitet er et svært begreb, og mange kan opleve at miste modet bare ved synet af ordet. Du har forhåbentlig fået mere ro i maven gennem denne artikel. Lad mig opsummere de mest centrale pointer:
Intertekstualitet handler overordnet om referencer til andre tekster, film, sange, billeder og lignende. Det kan enten stå tydeligt i form af blandt andet citater, men det kan også være mere skjulte i tekster, hvor de er sværere at gennemskue. Men bare rolig, oftest vil din lærer hjælpe med at vise, at der kan gemme sig andre værker i en tekst ved at fortælle i en opgavebeskrivelse, at du skal lede efter, hvordan det ene værk kan relatere sig til et andet.
Vi har også gennemgået, hvordan der er forskellige måder, hvorpå man kan anvende intertekstualitet. Det kan være ved at lave sjov med et tidligere værk gennem parodier, det kan være ved at lave pastiche eller allusion.
