Fortælleteknikker - hvorfor er det så vigtigt?
Fortælleren, beretteren, formidleren - kært barn har mange navne. Bag hver eneste historie, om det så er på en skærm af billeder, der bevæger sig eller ord, der hopper rundt på et stykke papir, er der en fortæller i baggrunden, som bestemmer, hvad der skal være i spotlyset. Det er her vigtigt at pointere, at fortælleren og forfatteren ikke er den samme, men at forfatteren nøje har udvalgt, hvem fortælleren er, og hvad det valg kan bidrage til i historien - altså der er tale om fortælleteknik. I denne artikel vil jeg gennemgå de forskellige slags fortælleteknikker, hvordan du genkender dem, og hvordan du kan spotte, om fortælleren er pålidelig eller ej.
De forskellige fortælleteknikker
Der er grundlæggende tre forskellige synsvinkler, som en fortæller kan have:
- 1. personsfortælleren
- 2. personsfortælleren
- 3. personsfortælleren
I de følgende afsnit gennemgår jeg dem, og jeg vil også komme omkring, hvilke slags fortælleteknikker, der udspringer af de tre synsvinkler.
1. personsfortæller
1. personsfortælleren er ret nem at få øje på. Den er også kendt som jeg-fortælleren og kan kendetegnes ved, at fortælleren omtaler sig selv som jeg i historien, samtidig med, de også tager del i den. Når der er tale om en jegfortæller, skal du tænke det, som at du er inviteret om bord inde i hovedpersonens hoved, der er altså tale om en indre synsvinkel. Som læser har man derfor kun adgang til fortællerens synsvinkel og måske endda deres tanker og følelser. Funktionen af en førstepersonsfortæller er, at man får en meget nær relation til hovedpersonen, men det betyder også, at man ikke har adgang til andre synspunkter i historien.
“Jeg er tilhænger af at sove i så kolde rum som muligt. Det kan på en måde ikke blive koldt nok. Det klarer hjernen, den bliver næsten gennemsigtig og om morgenen tænker jeg helt klart i flere timer.” (Erlend Loe, Fakta om Finland)
I Erlend Loe’s fortælling, får man adgang til hovedpersonens mærkværdige tankestrømme ved brug af en jeg-fortæller. Det er en god måde at fortælle en historie på, hvis formålet med historien er at lære hovedkarakteren godt at kende, som man virkelig kommer til i denne roman.
2. personsfortæller
2. personsfortælleren kaldes også for en du-fortæller. Du har måske ikke stødt på denne slags fortæller før, det er nemlig meget sjældent, den bliver brugt. Den er kendetegnet ved, at fortælleren omtaler hovedpersonen i historien som “du”. Dette bidrager til, at man som læser kan føle, at fortælleren taler direkte til en, så at man på en måde bliver sat i hovedpersonens sko. Det kan være en mærkelig læseoplevelse, men det kan gøre en fortælling mere voldsom og følsom for læseren.
“You have arrived at your destination. Your small beak surrounds the berry, and you are about to snatch it when you hear the click of a bullet. STOP, THIEF! You feel the bullet penetrate your hollow bird bones.” (Gabrielle Zevin, Tomorrow, and Tomorrow, and Tomorrow)
Dette uddrag er fra et kapitel i romanen Tomrrow, and Tomorrow, and Tomorrow. Romanen benytter sig egentlig af en personbunden fortæller, som bliver gennemgået i nedenstående afsnit, men i lige præcis dette ene kapitel skiftes der til en 2. personsfortæller. Dette skifte gør, at man som læser nærmest bliver trukket ind i bogen og oplever en meget følelsesladet scene på tæt hånd.
3. personsfortæller
Ved 3. personsfortælleren er der en større palette af roller, som fortælleren kan tage på sig. De har dog alle tilfælles, at historien bliver fortalt af en, som ikke er en del af historien, og som omtaler karaktererne i historien ved navn eller ved brug af pronominer som han, hun eller de. Lad os tage et kig på de tre forskellige.
Personbunden fortæller
Den personbundne fortæller er knyttet til en karakter i historien og har adgang til deres tanker og følelser. Der kan altså også være en indre synsvinkel ved denne fortæller. Det kan ske, at en personbunden fortæller godt kan have adgang til flere karakterers synsvinkel, men de her skift sker oftest, når man starter på et nyt kapitel, ved en pause eller et spring i fortællingen, da fortælleren kun kan være knyttet til én person af gangen.
Du kan genkende en personbunden fortæller ved, at det er en slags skygge, der følger efter historiens hovedperson eller hovedpersoner. Man kan sige, at hovedpersonen ikke fortæller sin egen historie. I disse slags historier er der også tale om en scenisk fremstilling. Det betyder, at historien bliver fortalt, som hvis den skete nu og her, og man springer heller ikke rundt i tiden.
“Han prøvede at tænke på O’Brien, for hvem, til hvem dagbogen blev skrevet, men i stedet for begyndte han at tænke på det, der ville ske ham, når tankepolitiet tog ham.” (George Orwell, 1984)
Selvom vi har adgang til hovedpersonens bekymringer om at blive taget af tankepolitiet, er der stadig en distance mellem historien og læseren, fordi fortælleren omtaler hovedpersonen som han og ham. Dette åbner op for, at læseren kan sympatisere med hovedkarakterens bekymringer samtidig med, at der er frihed for fortælleren til at bestemme, hvordan hovedpersonen bliver fremstillet.
Alvidende fortæller
Som det ligger i navnet, er den alvidende fortæller en fortæller, som har adgang til alle synsvinkler i en fortælling. Du kan se på den alvidende fortæller, som en der har meget magt over historien, og hvad læseren får lov at opleve. Den alvidende fortæller har adgang til alle karakteres tanker og synsvinkler, og det er også muligt for fortælleren at springe i tid ved at bruge flash backs eller flash forwards.
Det er dog vigtigt at huske på, at den alvidende fortæller ikke er en del af selve historien, men i stedet er en slags kommentator, der udtrykker sine meninger eller kommentarer til de ting, der sker i historien. Denne fortæller er ofte eksplicit, det betyder, at fortælleren kan vælge at tilkendegive sig selv og indirekte påvirke eller tage del i historien. Den kan også være implicit, og holde sig i baggrunden uden at kommentere på handlingen. Da det er en fortælleteknik, der ofte er blevet brugt i gamle eventyr og fortællinger, kan fortælleren også have som funktion at tydeliggøre moralen, som læseren skal tage ved lære af.
Den observerende fortæller
Man kan sige, at den observerende fortæller er den passive alvidende fortæller. Den observerende fortæller skal ses som en flue på væggen, det er nemlig en implicit fortæller. Det betyder, at det er en ydre synsvinkel, hvor fortælleren ikke har adgang til karakterernes følelser og tanker. Historier med denne slags fortæller er derfor handlingspræget, da der kun kan blive beskrevet, hvad man kan se og høre.
“Han begynder at græde, han læner sig op ad køkkenbordet og begynder at græde, hun rører i en gryde med mørkerød sovs og smager den til med salt.” (Helle Helle, En stol for lidt)
I novellen En stol for lidt er der ingen adgang til de to hovedpersoners tanker, til gengæld udspiller hele handlingsforløbet sig meget detaljeret. Helle Helle er kendt for sine minimalistiske noveller, og dette skinner også igennem med valget af den observerende fortæller, hvor man som læser er nødt til at analysere mellem linjerne - altså at finde ud af, hvad historien handler om, og hvad karaktererne tænker kun med brug af dialog og beskrivelser af deres handlinger.
Fortællestil: Kan man stole på fortælleren?
Når du har fundet ud af, hvilken fortæller, der er til stede i historien, er det tid til at analysere fortællestilen. Når du analyserer fortællestilen i en tekst, skal du undersøge, om fortælleren er troværdig eller upålidelig. Det betyder, man skal vurdere, om man som læser kan stole på det, som fortælleren siger. Det kan være, at fortælleren drager historien i en anden retning, end hvad der kunne være den egentlige handling. En upålidelig fortæller kan finde på at gøre det for at skjule et motiv eller en vigtig sandhed til egen fordel.
Alle slags fortællere kan være upålidelige. Nogle gange kan det handle om, at fortælleren vil sætte en bestemt karakter i et bedre lys, men det kan også fungere som et plot-twist, der vender hele handlingen på hovedet.
Når du vil undersøge, om fortælleren er upålidelig, kan du kigge efter disse tegn:
- Der kan være huller i historien og manglen på sammenhæng, altså der er nogle ting, der bliver udeladt, som tydeligt er gemt for læseren
- Beskrivelser af karakterer stemmer ikke overens med, hvad andre karakterer siger
- Handlingen i historien stemmer ikke overens med omgivelserne, stemning og miljø
- Hvis fortælleren vælger side mellem to eller flere karakterer, for eksempel ved at tale de andre karakterer ned, og have et større fokus på den karakter, de holder med
Hvis du konstaterer, at fortælleren er upålidelig, kan du spørge dig selv:
- Hvad har fortælleren lagt fokus på i historien?
- Hvad har fortælleren udeladt i historien?
- Hvorfor har fortælleren grund til at være upålidelig?
Et kendt eksempel på en upålidelig fortæller er i filmen Shutter Island, som er instrueret af Martin Scorsese. Til slut sidder man som seer, og er i tvivl om, hvorvidt hovedpersonen har været troværdig med sin fortælling om at være en detektiv, der efterforsker en kvindes flugt fra et sindssygehospital, eller om han i virkeligheden har fundet på det hele grundet en psykose. I denne sammenhæng fungerer spørgsmålet om en fortællers pålidelighed som et plot-twist.
Opsamling
Der findes forskellige slags fortælleteknikker, og de har hver deres funktion i at fortælle en historie. Der er fordele og ulemper ved alle slags fortælleteknikker, da de hver især har særlige træk, der har indflydelse på, hvordan historien bliver opfattet. Når man analyserer fortælleren i historien, er det også vigtigt at kigge på, og fortælleren er pålidelig eller upålidelig. Hvis man opdager, at der er tale om en upålidelig fortæller, kan historien nemlig forstås i et nyt perspektiv.
Har du brug for at få det forklaret på en ny måde? Så kan du se nedenstående video fra Restudy.
