Lærerige aktiviteter i naturen med dit barn

Nu begynder den tid på året, hvor graderne er tocifrede, og solen smiler glædeligt til en. Det betyder, at det er tid til at tage familien under armen og begive sig ud i den fantastiske natur. Her er der mange muligheder for at lave sjove og lærerige aktiviteter for børnene, og jeg har derfor samlet 5 af mine favoritter i denne artikel.

1) Skattejagt
Skattejagt kan gøres på mange måder alt efter, hvilket fag og aldersgruppe man har fokus på. Det kan være træning af tal, hvor barnet fx skal finde 4 blade, 2 grene og 3 blomster. Det kan også være engelsk, hvor barnet i stedet fx skal finde a big and a small rock, one red flower and three leaves.

2) Jeg ser med mit lille øje
Mens man går en tur, kan man nemt træne det sproglige ved at lege ”Jeg ser med mit lille øje noget, som starter med…” Herefter angiver man begyndelsesbogstavet på genstanden, og barnet træner herved bogstavslyde. Denne leg kan også gøres på engelsk; ”I spy with my little eye something starting with...” Her kan sværhedsgraden dog sænkes ved at bruge farve fremfor forbogstav; ”I spy with my little eye something green… ”

3) Fjollet gang
Det her er bestemt en af mine yndlings lege, som altid fremkalder masser af latter. Legen går ud på, at man ser, hvor mange gakkede og fjollede gangmåder, man kan finde på. Det er en leg, som giver kropsforståelse, men også en leg, som øger ens selvtillid, og som viser, at man har det sjovere, når ikke alt er perfekt.

4) Læsning af skilte
Helt simpelt går det ud på at se, hvor mange skilte I kan læse, mens I er ude i det fri. Det træner barnets læseevner, men er også en god måde at snakke om regler og væremåder, og hvorfor disse eksisterer.

5) BUM
Mens I går på et fortov eller op af en lang trappe, kan I lege gangelegen ”BUM”. Træner man fx 3-tabellen, tæller man højt ved hvert trin, men er tallet i 3-tabellen, skal der i stedet for tallet råbes BUM! Fx 1, 2, BUM! 4, 5, BUM! Osv.

Og så er det ellers bare at få snørebåndene bundet, jakken lynet og ud i den friske natur!

Louise, mentor
Louise brænder for at skabe lyst til læring og øget selvtillid hos sine elever.

Har du spørgsmål?

Har du et spørgsmål, som du ikke kan finde svar på her, så udfyld dit spørgsmål og mail nedenfor, så vi vender tilbage inden for 24 timer.

Tusinde tak for dit spørgsmål.

Vi vender tilbage på telefon eller mail inden for 24 timer.
Du er altid velkommen til at ringe direkte til os på 61 61 77 77.