Uddannelsesparat eller parat til andre uddannelser?
Dit barn kan enten blive vurderet til uddannelsesparat eller parat til andre uddannelsesaktiviteter m.v. end gymnasiale og erhvervsuddannelser. I 9. klasse kan en anden uddannelsesaktivitet f.eks. være 10. klasse.
Dit barn bliver vurderet to gange i 8. klasse og to gange i 9. klasse. Hvis dit barn tager en 10. klasse, foretages der også vurderinger der.
Når dit barn vurderes uddannelsesparat, betyder det, at dit barns lærer mener, at dit barn er egnet til en gymnasial eller erhvervsfaglig uddannelse. Dermed kan dit barn søge sin ønskede uddannelse med lærerens opbakning.
Hvis dit barn bliver vurderet egnet parat til andre uddannelsesaktiviteter m.v. end gymnasiale og erhvervsuddannelser, betyder det, at læreren mener, at dit barn ikke er egnet til en gymnasial eller erhvervsfaglig uddannelse. Du vil få en skriftlig begrundelse for dette. Hvis dit barn bliver vurderet sådan, vil vejlederen på skolen hjælpe med en indsats, der eventuelt kan gøre dit barn parat til den uddannelse, dit barn ønsker. Vejlederen vil også hjælpe med indsatser, der kan gøre dit barn uddannelsesparat ved næste vurdering, hvis I ønsker dette. Dit barn har altså ret til en særlig uddannelses- og vejledningsindsats.
Vil dit barn søge en uddannelse, som det ikke erklæret parat til, skal I i samarbejde udarbejde en skriftlig ansøgning til uddannelsen. På den måde er det ikke umuligt at komme ind på en ungdomsuddannelse, hvis dit barn ikke er erklæret egnet. Dette kan vejlederen på skolen hjælpe med at forklare og sikre, at det sker inden fristens udløb.
Fakta om uddannelsesparathed
Vurderes i 8., 9. og 10. klasse
Vurderes ud fra faglige, personlige, sociale og praksisfaglige forudsætninger.
I 8. klasse kræver erhvervsuddannelser og EUX samt HF 4,0 i gennemsnit. STX, HHX og HTX kræver 5,0. I 9. klasse kræver erhvervsuddannelse og EUX et snit på 2,0, mens de andre uddannelser kræver det samme som i 8. klasse.
Eleven vurderes ud fra senest givne standpunktskarakterer.
På skoler, hvor der ikke afgives karakterer, vil lederen på skolen samt en lærer og en eventuel vejleder vurdere elevens parathed.
Hvis eleven ikke vurderes parat, vil vejlederen på skolen hjælpe med den rette vejledning.
Kilde: Børne- og Undervisningsministeriet og UddannelsesGuiden.
Hvad kræver det at blive erklæret uddannelsesparat?
Dit barns lærere har en række parametre, som de vurderer ud fra. Det kan være forskelligt alt efter, hvilken uddannelse dit barn ønsker at søge, hvilke parametre, der vægter højest. Du kan læse om de forskellige ting, de kigger på, her:
Faglige forudsætninger: De forskellige ungdomsuddannelser kræver forskellige gennemsnit, som bliver vurderet ud fra standpunktskarakterer. Læs om dem i faktaboksen ovenfor.
Personlige forudsætninger: Her kigger læreren på dit barns personlige forudsætninger, og om de passer til en ungdomsuddannelse. Der kigges på, om eleven er selvstændig, motiveret, ansvarlig, mødestabil og klar til at træffe et valg om uddannelse.
Sociale forudsætninger: Her kigger læreren på dit barns evne til at samarbejde, evne til at have respekt og tage hensyn til andre og dit barn tolerance og evne til at være sammen med mennesker, der er forskellige.
Praksisfaglige forudsætninger: Her kigger læreren blandt andet på, om dit barn kan omsætte teori til praksis, har praktiske færdigheder og har værkstedfærdigheder.
Hvad gør jeg, hvis mit barn ikke er parat til uddannelse?
Det er vigtigt at huske på, at selvom dit barn bliver vurderet parat til andre uddannelsesaktiviteter m.v. end gymnasiale og erhvervsuddannelser, og altså ikke parat til ungdomsuddannelser, så kan det nå at ændre sig i løbet af skoletiden. Dit barn kan sagtens blive vurderet ikke-parat i 8. klasse, men så blive vurderet parat i 9. Det skal den indsats fra skolevejledningen, som dit barn har ret til, hjælpe med.
Måske kan du også sammen med dit barn overveje, om der er andre muligheder end en ungdomsuddannelse. Måske kan dit barn tage en 10. klasse, hvor man også kan nå at blive vurderet parat. Ellers kan I undersøge andre muligheder for uddannelser, der ikke hører under gymnasiale og erhvervs.
Desuden skal du huske, at dit barn godt kan søge ind på en uddannelse på trods ikke at være vurderet parat. Det kan man gøre gennem en skriftlig ansøgning, som det også forklares tidligere i artiklen. Nogle gymnasier afholder også prøver for dem, der ikke er erklæret parate. Hvis man består den, kan man søge ind. Orienter dig på det enkelte uddannelsessteds hjemmeside i forhold til, hvordan deres ansøgningsproces er. Du kan også tage kan kontakt til skolens vejledning og få hjælp derigennem.