Isabella
Mentor
Indholdsfortegnelse Trivsel & motivation 17. august 2020 Tilmeld nyhedsbrev

Opskriften på en sjov og lærerig børnefødselsdag

Dit barns fødselsdag er lige rundt om hjørnet, men hvad skal man finde på til denne traditionelle børnefødselsdag med hele klassen. På den ene side kunne man godt tænke sig et brag af en fødselsdag, hvor alt er planlagt ned til mindste detalje, men på den anden side er tiden ofte knap i en hektisk hverdag. Nedenfor vil jeg opstille forslag til tre temafødselsdage, som helt sikkert vil medføre smil på børnenes læber og ud over det, er der en hel masse faglighed gemt i aktiviteterne. Alle aktiviteter kan op- og nedjusteres ift. fagligt niveau og alder.

Købmandsbutik

Til denne fødselsdag vil fokus være på den matematiske del samt privatøkonomi. Det er aldrig for tidligt at lære, hvad ting koster, og dette kan gøres på en virkelig sjov måde til denne temafødselsdag. Det hele starter med invitationen, som skal indeholde en billet til at komme ind til fødselsdagen med samt nogle pengesedler eller dankort, som skal bruges til selve fødselsdagen. Pengesedlerne kan både laves i hånden eller på computeren, og her kan man selv vælge, hvorvidt beløbene skal være realistiske eller ej. Hvis man vælger dankort løsningen, skal børnene måske få udleveret et papir med dankortet, så de kan holde styr på, hvor mange penge der går ud og ind på kontoen.

Til selve fødselsdagen skal der opstilles madboder, drikkeboder osv., hvor man kan bruge sine penge. Derudover er der jo nødt til at være en bank, til når man løber tør for penge. Derudover kunne man overveje, om man skal opstille metoder for at tjene penge. Det kunne fx være løn for at stå i en bod eller belønning, hvis man genbruger ting her er det kun fantasien, der sætter grænser. Hvis man i haven har trampolin, pool eller lign., kunne det også være noget, man skulle betale indgang for.

Til denne fødselsdag handler det om at give børnene en forståelse for at prioritere sine penge og gevinsten ved opsparing. Samtidig skal det selvfølgelig gøres på en måde, så det bliver sjovt for alle. Derfor er det vigtigt, at børnene har rigeligt med penge fra start af, og at de har mulighed for at få flere hen ad vejen, så de ikke blive begrænset i aktiviteterne.

Skattejagt, geografi-edition

Dette er en ny og anerledes måde at tænke skattejagt på. Der vil være et stort fokus på geografi samt et forsøg på at udvide børnenes syn og forståelse for Danmarks-, Europa- eller verdenskortet. Børnene skal først inddeles i hold med 2-4 personer pr. hold. Hvert hold skal repræsentere et land eller by alt efter, hvilket tema man vælger på forhånd. Hvis man vælger lande i Europa, kan man fx vælge lande som Danmark, Sverige, Tyskland, Spanien og Frankrig. Det er vigtigt, at børnene har en ide om, hvor landene er placeret, derfor kan man nemt justere sværhedsgraden efter, hvad I som forældre ved børnene kender til af lande samt placering.

Når børnene er inddelt i hold, skal de tegne flag, der repræsenterer landet, samt finde ud af, hvor landet ligger henne rent geografisk. Nu gælder det for alle hold om at placere landene på et fælles Europa-/verdenskort, så de får dannet sig et overblik. Der skal være lige så mange poster som hold, da én post indeholder spørgsmål eller lege fra de valgte lande. Posterne skal samtidig, så vidt muligt, placeres geografisk rigtigt. Dette kan gøres vertikalt, hvis man har et stort grundareal, men det kan også gøres horisontalt, hvis man har flere etager. Her kan den øverste etage være nord, mens den nederste er syd. Det hold, der matcher med det land, man kommer til, har ansvaret for at læse aktiviteten højt, så de andre forstår det.

Nedenfor viser jeg et eksempel på 5 aktiviteter, der passer til de lande, jeg valgte tidligere:

  1. Danmark: Quiz i de danske byer. Skriv 10 byer op på et papir, hvis børnene kan placere mindst 5 byer på Danmarkskortet, kan de gå videre til næste post.
  2. Sverige: Quiz i svenske ord. Find nogle svenske ord og se, om børnene sammen kan finde ud af, hvad de betyder. Dette låser op til næste post.
  3. Spanien: I Spanien er de blandt andet kendt for flamenco dans. Koreografer en lille dans, og dans den foran forældre eller søskende, dette giver adgang til næste post.
  4. Tyskland: Find nogle kendte tyske personer og print et billede ud af dem. Det gælder nu om at gætte så mange som overhovedet muligt. Sæt et antal, som børnene mindst skal kende. Dette giver adgang til næste post.
  5. Frankrig: Eiffeltårn konkurrencen. Ud af spisepinde, sugerør, spaghetti eller lign. skal børnene bygge et Eiffeltårn - eller deres fortolkning af et Eiffeltårn. Når dette er gjort, skal der gives en ledetråd om, hvor skatten gemmer sig henne. Det kunne fx være et helt sjette land, som børnene skal finde placeringen af.

Trafikskole - cykeldag

Denne fødselsdag kræver, som udgangspunkt, at man bor et sted, hvor der ikke er så meget trafik. Formålet med denne fødselsdag er, at gøre børnene mere sikre i trafikken og at lære dem at færde sig i trafikken på en lidt sjovere måde. Denne fødselsdag henvender sig primært til de yngste folkeskolebørn, der måske ikke er begyndt at cykle i skole endnu.

Alle børn skal medbringe deres cykel eller løbehjul. Herefter gælder det først om at snakke om, hvad der er vigtigt at huske, når man er i trafikken. Hvilke regler gælder, og hvad skal man være opmærksom på?

Når reglerne er løbet i gennem, er det ud på cyklerne. Det er vigtigt, at i på forhånd har opstillet rammerne for, hvor børnene må/kan cykle, så alle er sikre på det. Lad evt børnene tegne ruten med kridt. Cykel først runden sammen og fortæl børnene, hvad de skal være opmærksomme på. Derefter kan børnene cykle den selv 2&2. Undervejs kan der fx være poster, hvor børnene kan få spørgsmål, eller der kan være opstillet forskellige skilte, som hentyder til, at de skal stoppe op eller lign. Til sidst på dagen skal børnene have diplomer og en form for præmie for den store indsats, de har gjort.

Jeg håber, du kan bruge disse idéer til noget, og at I får en skøn dag!

Trivsel & motivation

Se alle

6 gode råd til perfektionisten - lær at anerkende dig selv
Sætter du høje krav til dig selv, og har du ofte høje forventninger om..
Sådan fastholder du koncentrationen og motivationen i timen
Det vigtigste som studerende – om end det virker åbenlyst – er at hold..
4 gode råd til mere balance i hverdagen
Efter en dejlig juleferie nærmer er hverdagen nu tilbage, og der er ig..
Ordblindhed: brug rollemodeller til at motivere og inspirere dit barn
Der kan være mange bekymringer forbundet med fremtiden for børn og ung..
Sådan får du tid til både skole og venner
Læs med her, og få de 7 gyldne regler til hvordan man jonglerer skole ..
10 råd til håndtering af studiestress
Her er hjælp til, hvordan du identificerer din stress, og 10 råd til h..
Sådan bliver du bedre til at fastholde koncentrationen
Det er ikke altid lige nemt at koncentrere sig og fokusere på sit skol..
Inspiration til lektier og hjemmeundervisning
Mangler du inspiration til hjemmeundervisning, lektier og leg, du kan ..
Det er ALDRIG pinligt at spørge om hjælp!
Du har fået en skuffende karakter til prøven i matematik, og du ved, a..
Tilpas lektielæsningen ved at forstå dit barns læringsstil
Forskning om indlæring viser, at alle lærer forskelligt...
Styrk fagligheden i ferien
Så er det blevet efterårsferie, og det betyder en hel uge, hvor der ka..
lukke ikon

Har du spørgsmål?

Har du et spørgsmål, som du ikke kan finde svar på her, så skriv endelig til os på info@mentordanmark.dk
Vi vender tilbage hurtigst muligt.