Jeg sad i bussen mod lufthavnen og tænkte på, hvad jeg ville møde, når jeg satte mine fødder på Tanzanisk jord. Hvordan ville jeg komme til at bo? Ville jeg have et ordentligt toilet? Hvad med badefaciliteter? Kulturen? Ville jeg føle mig anderledes, fordi jeg er hvid? Hvordan kommer det frivillige arbejde til at foregå? Rigtig mange spørgsmål, jeg havde forsøgt at få svar på inden, jeg tog afsted, men først ville finde svar på ved at opleve det.
De mange timer i bus, fly og bil gik, og jeg trådte ud af lufthavnen i Tanzania. Min første tanke var ”Wauw”. Det så rent og pænt ud, bedene var fyldt med flotte blomster, og det hele så godt ud... Lige indtil chaufføren, der skulle hente mig, fortalte mig, at det var en ny terminal.
Jeg hørte så pludseligt klikket af bildøre blive låst. Hvorfor fandt jeg først ud af senere. Vi kørte ud af lufthavnsområdet, og hele sceneriet ændrede sig til det typiske billede af Afrika. Fra den flotte nye terminal til boder og blikskure helt ud mod vejen, hvor de solgte frugt, tøj, kurve, drikkevarer og så videre. Da vi holdt i kø i, hvad jeg betegner som sindssyg trafik, fandt jeg ud af, hvorfor chaufføren havde låst dørene. For det første går der folk ude blandt bilerne for at sælge, hvad de nu end sælger. Bananer, æbler, telefonopladere, nødder og andet tingeltangel. De går helt tæt på og banker på ruderne. For det andet kan man netop risikere at nogle ønsker at stjæle noget og derfor åbner døren, når bilen holder stille. For det tredje sad vi to hvide på bagsædet, hvilket for dem betyder penge, og vi var derfor mere udsat.
Da vi kom frem til campen, Msungo House, hvilket betyder de hvides hus, hvor vi blev taget imod af de andre frivillige, så vi, at vi skulle bo på værelse med 3 andre. Toilettet var et rum lavet af, hvad der lignede tykke bambuspinde, og hvor der var dry-toilet, hvilket vil sige, at vi skulle tisse i en spand og lave nr. 2 i en anden spand. Det kan sammenlignes med et gammeldags das. Der var altså ikke mulighed for at vaske hænder derinde. Det var dog muligt ved den vandhane, hvor man hentede vand til sit bucketshower. For at komme i bad skulle vi altså fylde en stor spand med vand og bruge en mindre til at hælde vandet ud over sig selv. Vandet kom fra en kæmpe tank, som vandet blev varmet op i i løbet af dagen, forudsat solen selvfølgelig havde skinnet.
Dagen efter blev vi vist rundt af en af de lokale, min teamleader i campen, som fortalte det til enhver tid ville være uklogt at gå alene som hvid, (også selvom man er to), da man som hvid havde større risiko for at blive overfaldet eller berøvet. Hun fortalte mine muligheder for, hvad jeg kunne komme til at lave som frivillig, og vi blev enige om, at jeg skulle hjælpe til på en skole som lærerassistent. Vi sluttede rundturen på en strand, hvor jeg hurtigt fandt ud af, hvad afrikansk tid og kultur vil sige.
Der lå barer langs stranden, og vi besluttede os for at købe mad på et af stederne. Men i deres kultur er der ingen hast, og alt foregår i ægte Hakuna Matata manér, som betyder rolig rolig og ingen problemer, så tag det roligt… Hvilket vil sige, at vi fik vores mad efter tre timer.
Da jeg startede på skolen, fandt jeg ud af, at det åbenbart var okay at slå til børnene, hvis de gør noget forkert. Ikke hårdt, men nok til at de mærker det. Derudover er det okay og almindeligt, at det skal påpeges foran hele klassen, hvis en elev begår en fejl. Det kommer formentlig fra, at det er okay at kalde folk, hvad de er. Er man tyk, kan man blive kaldt fatty, og er man lille, kan man blive kaldt shorty.
De bruger desuden eleverne til at bringe genstande mellem læreren ved tavlen og læreren bagerst i klassen. Taber læreren et kridt er det eleverne, der skal samle det op. Når den ene lærer underviser, gør den anden hæfterne klar og skriver opgaverne i hver enkelt elevs hæfte, da de ikke har rigtige lærebøger. Jeg arbejdede i nusery school, som består af baby class, middle class og pre-unit, hvor det yngste barn i baby class var 2,5 år gammel. Baby class var altså fra 2,5-4 år, hvor jeg sågar var med til at overvære en eksamen. I middle class var børnene 4-5 år og pre-unit 5-6 år. De starter altså med eksamen fra første år i skole.
På min sidste dag kom jeg med ind for at være med i en engelsktime for de større klasser, da læreren ønskede at forbedre undervisningen og derfor ville høre ligheder og forskelle. Noget af det, jeg bed mærke i, var måden, de lærer på. For dem er det vigtigt, at de kan gentage korrekt og huske udenad, hvilket gør, at læreren ikke kan være sikker på, at eleverne forstår det. De bruger på denne måde også lang tid på gentagelser.
Til sidst havde jeg en samtale kørende med eleverne, hvor det kom meget bag på dem, at vi ikke havde straf til børnene i Danmark, som de har med skammekrog og dask. I løbet af de 3 uger blev jeg kørt frem og tilbage til og fra skolen, da det, som nævnt, ville være for farligt at gå.
Der var selvfølgelig også tid til andet end frivilligt arbejde, hvor min søster og jeg udnyttede muligheden for at opleve mere af den afrikanske kultur. To ting, jeg aldrig vil glemme, og som har været nogle af de største oplevelser, er safarituren. At være så tæt på vilde dyr, se dem jage og drikke af søer. Se dem leve i en form for harmoni, hvor man ser den naturlige Circle Of Life, som vi slet ikke er vant til i Danmark. At se elefanterne slentre afsted, Giraffen nå det øverste blad, og løven ligge på lur... Var helt fantastisk og ubeskriveligt!
En anden oplevelse var Zanzibar, hvor vi bl.a. så Stonetown, der består af små gader, hvor man kan se folk sidde og plukke kyllinger og sælge dem (Dog uden frys eller køle muligheder). Den måde, husene er bygget på, og gaderne er lavet på, var bemærkelsesværdigt. Vi tog til Prison Island, hvor vi hørte om ørens historie, og hvor jeg desuden fik lov at fodre en kæmpe skildpadde på 160 år! Derefter gik turen videre til en krydderifarm, hvor jeg lærte om de forskellige krydderiplanter.
Så udover at rejsen har været oplevelsesrig, har den også været lærerig på mange måder – og det er bestemt en oplevelse, jeg aldrig vil glemme!
