Sådan bliver du bedre til at fastholde koncentrationen

Det er ikke altid lige nemt at koncentrere sig og fokusere på sine lektier eller sit skolearbejde. Jeg kender alt for godt til at falde i staver eller blive distraheret af min mobil. Det er en udfordring, man ikke bare lige sådan kan overvinde, men heldigvis er der nogle forskellige ting, man kan gøre, for at man nemmere kan koncentrere sig og sørge for, at man ikke bliver ligeså distraheret, som man ellers kunne være blevet. Men hvad er egentligt årsagerne til, at man ikke altid kan koncentrere sig?

For mit eget vedkommende er jeg ikke i tvivl. Det mest forstyrrende for min egen koncentration er primært min mobil efterfulgt af støj i rummet. Jeg kan hverken koncentrere mig om at læse eller skrive, hvis der ikke er ro. Og hvis min mobil vibrerer, kan det være umådeligt svært at modstå trangen til at tjekke den. Derfor foreslår jeg, at du altid lægger din mobil, eller hvad det nu måtte være, der kunne forstyrre dig, et andet sted hen eller slukker helt for den. Det fungerer i hvert fald bedst for mig. En anden grund til, at det kan være svært at koncentrere sig, er ens omgivelser. Hvis man sidder ved et rodet skrivebord, kan man have sværere ved at koncentrere sig, end hvis skrivebordet havde været pænt og ryddet. Derfor; sørg for altid at være i overskuelige omgivelser. Støj er ikke kun lyde!

Den sidste, men mindst ligeså vigtige, årsag til, at min koncentration nogle ganger ikke rækker, er manglende motivation. Det er ikke altid lige nemt at tackle, men man skal finde ud af, hvordan man bedst selv bliver motiveret. Sommetider lover jeg mig selv noget lækkert at spise, efter jeg har læst et kapitel i en bog. Ellers kan jeg finde på at aftale med mig selv, at jeg lige kan holde en ti minutters pause, efter at have skrevet diskussionsafsnittet i en biotekaflevering. Det, synes jeg, virkelig kan hjælpe meget på koncentrationen. 

I forlængelse heraf er det også super vigtigt, at man strukturerer sin tid godt. Det er altid nemmere at koncentrere sig, hvis man har et godt overblik over den opgave, man arbejder på. Man kan sammenligne det med at skulle ud og rejse. Det er svært at komme på flyet, hvis man ikke først har styr på, hvor lufthavnen ligger, og hvilken gate man skal boarde fra.

For at du bedre skal kunne koncentrere dig, skal du altså sørge for at lægge mobilen fra dig og arbejde i et miljø uden nogen form for forstyrrelser. Derudover skal du strukturere din tid for bedst at kunne overskue din opgave, og til sidst skal du sætte nogle mål for dig selv. 

Jeg håber, at du kan bruge mine råd!

Malik1127

Malik, mentor
Malik er 17 år gammel og går i 2.g på Rysensteen Gymnasium. Han har kun arbejdet som mentor siden januar i år, men har allerede fået rigtigt meget ud af arbejdet som mentor. Malik synes, at det fedeste ved at være mentor er, at han lærer til sig ved at lære fra sig.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Skriv dig op og få de nyeste blogindlæg på mail. I den første mail du får, kan du vælge de emner, som interesserer lige netop dig.