Ungdomsuddannelse: Få et overblik over dine muligheder

Shutterstock_178026500-900x600

Hvis du går i niende eller tiende klasse, er du sikkert vant til at blive spurgt: ”Hvad skal du så til næste år?”. Det kan godt være stressende at skulle svare på, fordi valget af ungdomsuddannelse kan virke enormt vigtigt og uoverskueligt. Samtidig er det også et spændende valg, da du har mulighed for at vælge hvor og hvordan, du vil bruge de næste 2-3 år af dit liv. Her opridses kort de forskellige muligheder samt forskelle og ligheder imellem disse.

Overordnet set inddeler man ungdomsuddannelserne i erhvervsuddannelser og gymnasiale uddannelser, hvor idéen er, at erhvervsuddannelserne er de praktiske uddannelser, mens de gymnasiale uddannelser er mere boglige. Alle de gymnasiale uddannelser samt EUX er adgangsgivende til en videregående uddannelse, og det er dit karaktergennemsnit samt de fag, du vælger, som afgør hvilke videregående uddannelser, du kan komme ind på. Man inddeler fagene i A, B og C niveau, hvilket betyder, at man har faget i henholdsvis 3,2 eller 1 år. Erhvervsuddannelserne adskiller sig derimod ved at give direkte adgang til arbejdsmarkedet inden for det felt, hvor du har uddannet dig.

STX
STX er det, man kalder den almene studentereksamen. Her går man i tre år. De første tre måneder består af et grundforløb, hvor du får lov til at prøve kræfter med alle fag, hvorefter du vælger dig ind på din foretrukne studieretning. Man taler hovedsageligt om sproglige, samfundsvidenskabelige, kunstneriske og naturvidenskabelige studieretninger. På STX er der nogle obligatoriske fag, men derudover vælger du også selv en række valgfag. De obligatoriske fag på STX er dansk og historie på A-niveau, engelsk, et 2. fremmedsprog og matematik på minimum B-niveau og fysik, idræt, oldtidskundskab, religion, et kunstnerisk fag og samfundsfag på minimum C-niveau. På STX får du altså mulighed for at studere fag inden for mange forskellige fagområder, hvilket ruster dig til en videregående uddannelse.

HHX
HHX er den såkaldte merkantile studentereksamen og er som udgangspunkt kendetegnet ved, at fagene har fokus på handel. HHX varer 3 år og er en adgangsgivende studentereksamen på lige fod med STX, forskellen er blot, at du får lov til at fordybe dig i nogle andre fag. Du starter med et 3 måneder langt grundforløb, hvorefter du skal vælge dig ind på din ønskede studieretning. De obligatoriske fag på HHX er dansk og engelsk på A-niveau, afsætning, historie, international økonomi, matematik, virksomhedsøkonomi og et 2. fremmedsprog på minimum B-niveau samt erhvervsjura, informatik og samfundsfag på minimum C-niveau. Herudover får du på HHX også en række valgfag. HHX er særligt tilrettelagt handelsorienterede uddannelser, men er adgangsgivende til de samme videregående uddannelser som STX.

HTX
HTX er den tekniske studentereksamen og varer normalt 3 år. Her er der særligt fokus på fag omhandlende teknik, teknologi, kommunikationsmidler og it. Ligesom på STX og HHX begynder du med at have et grundforløb på 3 måneder, hvorefter du skal vælge dig ind på en studieretning. På HTX er der nogle obligatoriske fag, og derudover kan du vælge diverse valgfag. De obligatoriske fag på HTX er dansk og teknikfag på A-niveau, engelsk, fysik, idéhistorie, kemi, matematik og teknologi på minimum B-niveau samt biologi, kommunikation/it eller informatik og samfundsfag på minimum C-niveau. HTX danner grundlag for at søge ind på en videregående uddannelse efter din studentereksamen.

HF
HF giver adgang til videregående uddannelse på lige fod med de andre gymnasiale uddannelser, men adskiller sig ved, at uddannelsen kun varer 2 år. I stedet for en studieretning vælger du på HF en fagpakke fra starten. Fagpakken er en kombination af to fag, som naturligt spiller godt sammen, og som peger dig i retning af den uddannelse, du gerne vil have senere. F.eks. kan du vælge en fagpakke, som forbereder dig specifikt til sundhedsområdet eller teknik. Du kan også vælge en udvidet fagpakke også kaldet en fagpakke med overbygning, hvor du får 250 flere undervisningstimer end i den almindelige fagpakke. Dette er essentielt for at komme ind på en videregående uddannelse på universitetet, hvis det er det, du vil. De obligatoriske fag på HF er dansk på A-niveau, engelsk på B-niveau, matematik på C-niveau samt enten idræt eller et kunstnerisk fag på C-niveau. Derudover afhænger fagene af den valgte fagpakke.

Erhvervsuddannelser
Erhvervsuddannelser retter sig som navnet antyder mod et specifikt erhverv. Det er en praktisk uddannelsesform, som typisk bygger på et håndværk. Der findes 102 forskellige erhvervsuddannelser. Normalt vil din uddannelse starte med et grundforløb på i alt 40 uger, hvilket svarer til et skoleår. Til første halvdel af grundforløbet vælger du en fagretning inden for et af disse fire hovedområder:

  • Omsorg, sundhed og pædagogik
  • Kontor, handel og forretningsservice
  • Fødevarer, jordbrug og oplevelser
  • Teknologi, byggeri og transport

I anden halvdel af grundforløbet begynder du på dit valgte hovedforløb. Det er meget forskelligt hvor lange erhvervsuddannelserne er. Varigheden kan være alt fra 1,5 år til 5,5 år, men fælles for alle erhvervsuddannelserne er, at du skiftevis har forløb på skolen eller er i praktik. Efter din erhvervsuddannelse er du som udgangspunkt færdiguddannet og klar til at give dig i kast med dit erhverv.

Du kan blive meget klogere på erhvervsuddannelserne på dette link til Undervisningsministeriets hjemmeside: http://erhvervsudd.dk

EUX
EUX er den gyldne kobling mellem en erhvervsuddannelse og en gymnasial uddannelse, hvor du kan blive faglært og student på samme tid. Du bliver udlært i din erhvervsuddannelse på samme niveau som den almindelige erhvervsuddannelse, men oveni får du timer på et gymnasialt niveau, hvilket betyder, at du bagefter kan søge ind på en videregående uddannelse. EUX inddeles i to overordnede kategorier: teknisk og merkantil. Den tekniske EUX er bygget op ligesom erhvervsuddannelserne, mens den merkantile EUX starter med et års gymnasial uddannelse, inden du starter på hovedforløbet. De merkantile uddannelser dækker over eksempelvis kontoruddannelser og lignende. Varigheden afhænger af den valgte uddannelse. Du kan finde mere information om EUX på Undervisningsministeriets hjemmeside: https://uvm.dk/erhvervsuddannelser/uddannelser/eux

Det næste skridt
Du kan læse meget mere om dine muligheder på Uddannelses Guidens hjemmeside: www.ug.dk.

Du kan også kigge på www.adgangskortet.dkfor at lære mere om hvilke videregående uddannelser, de forskellige ungdomsuddannelser og studieretninger giver adgang til.

Et godt råd er desuden at benytte dig af de åbent-hus muligheder, som findes på ungdomsuddannelserne i dit lokalområde. Her kan du høre nærmere om den enkelte uddannelse samt stille alle de spørgsmål, du har på hjerte. Samtidig får du et indblik i stemningen på skolen, hvilket også kan spille en rolle i dit valg, da mange af uddannelserne dybest set giver adgang til det samme.

Held og lykke med dit valg!

Sara-Frambøl

Sara, mentor
Sara har været mentor i et år og underviser elever i folkeskolen. Hun holder meget af jobbet, særligt på grund af den relation, som opstår mellem elev og mentor. Hun har fokus på at variere undervisningen og på at tilpasse timerne efter den enkeltes behov, så det bliver spændende at lære nyt.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Skriv dig op og få de nyeste blogindlæg på mail. I den første mail du får, kan du vælge de emner, som interesserer lige netop dig.



Kom i gang her

3 gode grunde til at vælge MentorDanmark

98,6 % vil anbefale MentorDanmark til andre
Langt de fleste giver MentorDanmark 4 eller 5 stjerner
Over 20.000 familier har allerede valgt MentorDanmarks eksamens- og lektiehjælp

Skal vi også hjælpe dig?


Vi kontakter dig inden for 24 timer - helt uforpligtende

Bemærk: Vi gemmer kun dine oplysninger, såfremt du oprettes som kunde.

Nordens største
udbyder af lektiehjælp

Vi er Nordens foretrukne lektiehjælpsvirksomhed og med god grund. Vores mentorer brænder for at skabe lyst til læring og har de seneste år gjort en forskel for mere end 25.000 familier. Vi er landsdækkende og har helt sikkert også en mentor til jeres barn.

Map

Åbningstider:

Mandag-torsdag

8:00-21:00

Fredag

8:00-16:00

Lørdag

11:00-16:00

Søndag

11:00-20:00

MentorDanmark støtter