Mikala
Mentor
Indholdsfortegnelse Uddannelse & Karriere 30. juli 2020 Læsetid: 8 min.

Efterskole: Hvad kan du forvente?

Hvis du er så heldig at skulle starte på efterskole snart, så er du måske også lidt (eller meget) nervøs og spændt. Det kan nemlig godt være en stor omvæltning, og man kan have svært ved at vide, hvad man skal forvente. Læs med her, hvor vores mentor, Mikala, vil dele sine oplevelser med efterskole, så du kan få en bedre ide om, hvad der venter dig.

Opstart og den første tid

Den første dag vil nok føles mega skræmmende for de fleste. Du bliver kastet ud på dybt vand, sammen med en flok jævnaldrende, du ikke kender, og I skal nu bo sammen det næste ÅR. Totalt frygtindgydende! Heldigvis vil du nok opleve, uanset hvilken efterskole du starter på, at der er planlagt en masse sjove aktiviteter i den første tid, som på ingen tid får rystet jer sammen. Det er så grundlæggende vigtigt, at du i den første tid virkelig prøver at være engageret og deltage i alle aktiviteterne, så falder du meget hurtigere til. Hvis 100 mennesker er alt for uoverskueligt, så find en eller få andre elever at holde dig til lige i starten (det ville jo være optimalt, hvis det var dine roomies), så kan du stille og roligt udvide omgangskredsen i dit eget tempo. Et godt råd, jeg har, er at blive på skolen i de første weekender! Det er virkelig i weekenderne, at folk lærer hinanden at kende, og hvis du tager hjem den første, vil du muligvis føle dig bagud i de sociale relationer, når du kommer tilbage på skolen.

Hverdagen – at være social 24/7!

Efter de første meget intense uger bliver det hurtigt hverdag, og man falder ind i alle rutinerne. Der er som regel en meget klar struktur for hverdagene, som typisk ser sådan ud: morgenvækning, morgenmad, undervisning, frokost, undervisning i linjevalg/fag, man selv har valgt, rengøring, aftensmad, fritid, natmad og putning. Det er som oftest et ret tæt pakket program for hverdagene, og de fleste efterskoler tilbyder også en masse aktiviteter i fritiden, så man keder sig ALDRIG, heller ikke hvis man bliver over weekenderne. Der sker altid en masse på efterskoler, hvilket jo er det, der gør det så fedt. Men samtidig, hvis man, ligesom mig, er ret introvert af natur, kan det være rigtig hårdt at være sammen med andre mennesker HELE døgnet. De fleste er vant til lige at kunne lukke døren og være sig selv, men det er ikke lige så nemt på en efterskole. Heldigvis er powernaps også en meget udbredt holdsport på efterskoler. Der kan altid lige nås ti minutter mellem timerne, hvilket mange hurtigt lærer at benytte, så man lige kan nå at lade de ”sociale batterier” op. På den anden side får man lynhurtigt super tætte venskaber, noget helt andet end i folkeskolen, så det kommer ikke til at føles anstrengende at være sammen, hvilket jo er det fede. Det skal dog siges, at det ikke kan undgås at blive træt af alle de oplevelser og indtryk, man får, så en gang i mellem har man altså brug for at komme hjem en weekend til mor og far og bare SOVE, og det er altså helt fair lige at trække stikket.

Hårde perioder, og hvordan man tackler dem

Selvom efterskole for det meste er superfedt, så kan det altså heller ikke undgås at ramme ind i nogle hårde perioder. For det første er der mange regler og pligter, der skal følges. Dette er simpelthen bare en nødvendighed, når man skal få en hverdag til at løbe rundt med så mange unge mennesker. Men det betyder f.eks., at der er rigtig meget rengøring, og på et tidspunkt vil du nok opleve, at du kører sur i pligter, eller at alle de andre kører sure i pligter. Det viser sig også hurtigt, hvor vigtigt samarbejdet er, og hvis ikke alle løfter sin del af læsset, så bliver det rigtig tungt for dem, der gør. Når man løber ind i disse perioder, er man nødt til at prøve at få vendt alt det negative til positivitet. Det er nemmere sagt end gjort, men tag ja-hatten på, sæt noget god musik på og prøv at få vendt de sure pligter til noget sjovt. Positivitet er generelt det vigtigste råd, jeg kan give dig. Du bliver selv gladere ved ikke at gå og brokke dig, og samtidig vil du opleve, at du spreder en god stemning. Et andet råd i forlængelse med dette er at sige ja til de muligheder, du får tilbudt. De fleste efterskoler tilbyder en masse sjove aktiviteter, som du ikke kommer til at kunne opleve andre steder, så selvom du er træt og ikke lige magter det, så prøv alligevel at deltage. Det er oftest de aktiviteter, man har mindst forventninger til, der ender med at være noget af det fedeste, og så kommer du også endnu tættere på de andre elever.

En anden udfordring, du nok vil komme ud for, er forskelligheder. Efterskoler tiltrækker så mange vidt forskellige elever, som du skal lære at have en hverdag til at fungere med. Du kommer til at bo sammen med folk, du måske aldrig selv ville have valgt, og det kan være en stor udfordring. En vigtig pointe her er, at det altså ikke er alle, der oplever, at deres roomie(s) bliver deres bedste ven(ner), og sådan behøver det heller ikke at være! De fleste lærer at acceptere hinandens forskelligheder og får et godt ”roomieskab” på trods af dem.

En tredje udfordring, som mange nok vil opleve på et eller andet tidspunkt i løbet af deres år, det er hjemve. Hjemve er en helt naturlig del af det at være på efterskole, hvor man nu er væk fra alt det trygge derhjemme. Man savner måske også sine venner, som jo muligvis også selv er afsted på andre efterskoler. Når man rammer ind i perioder med hjemve, er det vigtigt at tænke på at det at gå på efterskole er noget, du kun oplever én gang i dit liv. Din familie og venner venter jo på den anden side. Derfor vil jeg råde dig til ikke konstant at ringe hjem, da det i sidste ende bare forøger din hjemve. I stedet for bør du være sammen med dine efterskolevenner og lave noget, der får dine tanker væk fra savnet.


Efterskoleår - et år der udvikler dig personligt

Der er ingen tvivl om, at et år på efterskole kommer til at rykke dig personligt. Det er et år, hvor man lærer at stå på egne ben og klare hverdagen uden sine forældre. Man lærer at tilpasse sig sammen med mange andre vidt forskellige mennesker. Man har mulighed for at give den en ekstra skalle med fagligheden inden evt. gymnasiet. Man får en masse unikke oplevelser. Man lærer meget om sig selv og modnes utrolig meget. Hvis du er genert, vil du opleve, at du kommer ud af din skal. Personligt var det meget nemmere for mig at starte op på gymnasiet med en helt masse nye mennesker, efter jeg havde været igennem efterskoleåret. Jeg fik meget nemmere ved at snakke med nye folk, og min gernethed var næsten helt væk, hvilket fra starten var mit mål.

Kæmpe held og lykke med dit efterskoleophold! Gør dig klar til at få et helt unikt år (og husk at pakke ja-hatten).

Uddannelse & Karriere

Se alle

Hjemmeundervisning | Alt det du bør vide, inden I starter
Hjemmeundervisning kan være en rigtig god mulighed...
SKAM-skuespiller om uddannelse og eksamen
Gymnasieperioden er for mange unge mennesker en hård periode, der kræv..
5 råd til hvordan du finder den helt rigtige uddannelse
Hvis du synes, det er svært at vælge en uddannelse efter gymnasiet, så..
Bliv klogere på hvilken uddannelse, du skal vælge
D. 5. juli kl. 12:00 er der frist for optagelse på landets videregåend..
Student - Hvad skal man så?
”Hvad vil du være, når du bliver stor?” er nok et af de spørgsmål, vi ..
Sådan håndterer du at få afslag på drømmeuddannelsen
Det kan være et kæmpe nederlag at få afslag på sin drømmeuddannelse...
Sådan bliver kvote 2 din vej til drømmestudiet!
Læs med her, hvor du får råd til at klare dig gennem den krævende kvot..
Ungdomsuddannelse: Få overblik over dine muligheder
Her opridses kort de forskellige muligheder samt forskelle og ligheder..
Uddannelsesvalg - få et overblik over dine muligheder
Nu er det ved at være tid til at søge ind på en videregående uddannels..
Er gymnasiet det rette for dig? Test dig selv her
Her er 5 ting der viser, om gymnasiet er det rette for dig...
Sådan skriver du en god ansøgning
Jeg vil dele mine fire bedste tips og tricks for at guide dig til en s..
lukke ikon

Har du spørgsmål?

Har du et spørgsmål, som du ikke kan finde svar på her, så udfyld dit spørgsmål og mail nedenfor, så vi vender tilbage inden for 24 timer.

Tusinde tak for dit spørgsmål.

Vi vender tilbage på telefon eller mail inden for 24 timer.
Du er altid velkommen til at ringe direkte til os på 61 61 77 77.