Nynne drømte om at komme ind på SOSU-uddannelsen, men da hun ikke bestod matematikprøven i første omgang, så det ud til, at drømmen var langt uden for rækkevidde.
”Jeg er vokset op i en familie med mange, der er uddannet inden for SOSU. Jeg har bare altid vidst, at det var den vej, jeg ville gå. Så da jeg ikke bestod første optagelsesprøve, var jeg helt nede i kulkælderen.”
Optagelsesprøven består af i alt 15 spørgsmål, og for at bestå skal man have 10 rigtige svar. Nynne fik kun 7 ud af 15 rigtige, og derfor så drømmen meget sort ud – og det påvirkede hele familien, fortæller Nynnes far:
”Det betød alt. Nynnes mor arbejder i sygehusfaget, og Nynne har altid gerne ville det også. Da hun ikke bestod optagelsesprøven, lå hun i sengen i tre dage, og hun var fuldstændig knust. Det var hendes mor og jeg også. For vi vidste bare, at det var det her, hun skulle, og det her hun altid har villet.”
Derfor valgte familien at købe 10 timer hos MentorDanmark, så Nynne kunne få en mentor, der kunne hjælpe hende med at blive bedre til matematik, så hun forhåbentlig kunne bestå optagelsesprøven 2. gang.
Hurtigt fik de kontakt til MentorDanmark, og inden for meget kort tid havde familien en aftale med mentor Marie, som viste sig at være det helt perfekte match til Nynne. Nynne fortæller:
”Marie var rigtig smilende og glad. Hun havde den her gejst, og jeg kunne mærke, at hun virkelig gerne ville hjælpe mig.”
Nynnes far beskriver også Marie som det helt rette match:
”Marie er meget dygtig. Hun var god til at forstå Nynne, sætte sig i hendes sted og give sig god tid. Man kunne lynhurtigt mærke, at hun er en person, der går op i sit arbejde. Det gør bare én så glad, og det kunne ikke have været bedre.”
Nynne og Marie havde kun 30 dage inden næste optagelsesprøve. Derfor skulle der ske store fremskridt på meget kort tid. Marie fortæller:
”Vi havde et meget specifikt mål – nemlig at Nynne skulle bestå optagelsesprøven. Derfor var undervisningen meget resultatorienteret. Det handlede om at give Nynne en grundviden inden for matematik og øve det en masse, så hun forstod det i stedet for bare at sætte tallene ind.”
Nynne var super god til hovedregning, men hun havde store udfordringer ved andre dele af matematikken, som hun ikke rigtig havde fået lært. Derfor lavede Nynne og Marie en formelsamling, hvor Nynne skrev formler og forklaringer med egne ord. Marie fortæller, at det var meget effektivt, fordi det blev Nynnes egen personlige måde at forstå det på:
”Det var en opskrift, hun selv havde lavet og selv havde været med til at formulere, derfor forstod Nynne det meget bedre.”
Ifølge Marie var det rart med en topmotiveret elev, for hun kunne virkelig mærke på Nynne, at hun var meget motiveret for at lære:
”Nynne var meget bevidst om, at det her, det skulle hun bare lære, så hun kunne komme ind på drømmeuddannelsen. Det var dejligt at have en elev, der virkelig gerne ville det.”
Da Nynne skulle op til 2. optagelsesprøve kunne det mærkes på hele familien. Nynnes far fortæller, at de aldrig nogensinde har været så nervøse:
”Jeg tror hverken, jeg spiste eller noget i flere dage. Vi var simpelthen så bange for, at det ikke ville lykkes. At se Nynnes drøm blive ødelagt, fordi hun ikke var så god til matematik. Det var helt forfærdeligt.”
Heldigvis bestod Nynne optagelsesprøven. Endda med 13 ud af 15 rigtige!
”Da Nynne ringede og fortalte, at hun var bestået, der var jeg grædefærdig og helt lettet. Det var en fantastisk følelse. Jeg kunne se, hvor stolt og lettet hun var,” fortæller hendes far.
Nynne selv fortæller:
”Jeg var megaglad for det. Nu er jeg startet på grundforløb 1 på SOSU-uddannelsen, og det er helt anderledes end folkeskolen. Vi har emner, som jeg virkelig har lyst til at fordybe mig i, og så har vi også meget mere praktisk i stedet for at sidde på skolebænken hele tiden. Jeg føler, at man vokser som person.”
Også Marie var glad for resultatet:
”Det var en kæmpe succesoplevelse for mig, at jeg faktisk hjalp hende, og at det lykkedes.”
Nynne kæmpede sig igennem matematikkens mange svære discipliner, fik troen på sig selv og kom ind på den uddannelse, hun altid havde drømt om!
Stort skulderklap til både Nynne og Marie!
Det er historier som denne, vi lever højt på hos MentorDanmark.