Bag med en fransk opskrift
Hvis du har brug for en aktivitet, som er noget anderledes end blot at kigge ned i endnu en fransk grammatikbog, så er det måske tid til at gå en tur i køkkenet. Det er heldigvis nemt at finde opskrifter på nettet, så du (og dit barn) kan give jer i kast med noget simpelt som pandekager eller måske en fransk clafoutis.
Hvis dit barn stadig er i gang med at lære fransk, så kan I med fordel printe en dansk opskrift ud, men skrive nogle franske gloser ind og øve tallene i opskriften. Hvis faget har været på skemaet i et par år, så kan hele opskriften printes på fransk for at øge sværhedsgraden.
Hør fransk musik
Det er altid godt at få hørt noget musik på det fremmedsprog, som man er ved at lære. Man får nemlig opfanget en masse ord, uden det føles som særligt hårdt arbejde. Hvis dit barn går i de mindre klasser, kan I bruge musikken i en leg – for eksempel danse med fagterne, som passer til sangen Jean Petit qui danse. Hvis dit barn går i de større klasser eller selv er gymnasieelev, så skal man måske skifte et par sange ud på sin playliste med nogle franske. Her kunne man eksempelvis høre hittet fra 2015 Est-ce que tu m'aimes af Maître Gims eller Frankrigs seneste sang til Eurovision Voilá.
Det er altid lidt sejt, når man faktisk ved, hvad der bliver sunget i sangen. Hvis man selv skal synge med, så kan man finde sangteksterne på nettet, og hvis man hører sangene på YouTube, kan man også skrue ned for tempoet. Har man lidt mere tid, kan man også se en film eller en serie på fransk for virkelig at udvide sit ordforråd.
Leg ’Land, by, navn …’
Hvis man vil udvide sit ordforråd, kan man lege den klassiske leg ’Land, by, navn’, hvor man laver fem kategorier, eksempelvis land, by, navn, mad og dyr, og dernæst vælger et tilfældigt bogstav, som man skal skrive et ord i hver kategori med (fx p = Pologne, Paris, Pierre, poisson, poule). Man kan spille mod nogen og se, hvem der er hurtigst, men hvis man spiller alene, så kan man prøve at slå sin egen tid og se, hvilke bogstaver man har sværest ved at finde på ord med. Undervejs kan man udskifte kategorierne, eller man kan prøve med ordklasser som navneord, udsagnsord, tillægsord og biord.
Jeg håber, at aktiviteterne kan være med til at gøre det lidt sjovere at lære fransk. Og husk, at vi har mange andre idéer til, hvordan man bedst lærer et fremmedsprog her på siden, så kig endelig rundt.