Øv tabeller med kastanjer
Hvis dit barn er i gang med at lære tabellerne, kan I bruge de indsamlede kastanjer i en nyfortolkning af den klassiske bumleg.
Vælg en tabel, som du gerne vil øve med dit barn fx 4-tabellen. Begynd skiftevis at tælle, så barnet siger ’1’, forælderen siger ’2’ osv. Når I når til et tal i 4-tabellen, siger man normalt ’bum’ i legen, men her skal I i stedet hurtigt forsøge at kaste en kastanje til den anden person, mens I siger tallet i tabellen. I skal have kastet kastanjen til jeres medspiller, før personen når at sige det næste tal i talrækken. Hvis du som forælder eksempelvis siger ’4’ og kaster med kastanjen, så skal du have nået at kaste kastanjen til dit barn, før han/hun når at sige ’5’. Hvis I misser et tal i tabellen, så må I starte forfra. Sørg derfor altid for at være vågen!
Kastanjeløb
Et kastanjeløb er en sjov leg, hvor dit barn får lov til at bruge kroppen, mens der læres. Start med at lægge forskellige antal kastanjer i bunker rundt omkring i jeres have eller stue, så der fx er bunker med to, fem, seks og otte kastanjer.
Bed dit barn om at udregne forskellige regnestykker – fx ligninger, plus-, minus-, gange- eller divisionsstykker, som giver et tal, som der er af kastanjer i en af bunkerne. Dit barn skal løbe hen til den rigtige bunke, når han/hun har udregnet resultatet. Hvis du fx har givet regnestykket 2x4, skal dit barn løbe hen til den bunke, hvor der ligger 8 kastanjer.
Hvis det skal være rigtig sjovt, kan du under nogle af bunkerne gemme et lille stykke slik, som dit barn først opdager, når resultatet er udregnet, og dit barn derfor står ved en af kastanjebunkerne.
Vendespil med kastanjer
Hvis dig og dit barn er i det kreative hjørne, så kan I faktisk lave et vendespil med nogle af de indsamlede kastanjer. Hvis dit barn skal øve sig i, hvad en brøk svarer til i decimaltal, så kan I tage to kastanjer frem og skrive ’1/2’ på den ene kastanje og ’0,5’ på den anden kastanje. Fortsæt sådan, indtil I har en helt masse kastanjer, som er blanke på den ene side, men har en brøk eller et decimaltal på den anden side. Læg dem derefter ud, som I vil gøre med normale brikker og begynd at spille. Nogle gange er det bare sjovere at spille et vendespil, hvis dit barn har været med til at lave det.
Jeg håber, at I kan bruge nogle af legene, så I kan få lavet en masse matematik med jeres kastanjer. Måske har I selv flere gode idéer til, hvordan kastanjer kan bruges. Det er bare med at komme i gang og kaste sig ud i det.
God fornøjelse!