Tilpas lektielæsningen ved at forstå dit barns læringsstil

Forskning om indlæring viser, at alle lærer forskelligt. Vil du gerne finde ud af, hvordan dit barn lærer bedst? Så læs med her og få en introduktion samt øvelser til de forskellige læringsstile med udgangspunkt i Svend Erik Schmidt, som er ekspert i læringsstile.

Forestil dig følgende scenarie; Du sidder og laver lektier med dit barn. Opgaven går ud på at finde arealet af en trekant. Du føler virkelig, at du forklarer opgaven det bedste, du kan, og for dig giver det 100% mening, men ligegyldigt hvor mange gange du forklarer opgaven, så giver det ikke mening for dit barn. Din tålmodighed bliver sat på prøve, og dit barn mister lysten til at lære…

Det er hverken dig, der forklarer opgaven på en dårlig måde, eller dit barn, der er dumt. Det er simpelthen, fordi dit barns læring fungerer anderledes end din – med andre ord har dit barn en anden læringsstil, end du har.

Svend Erik Schmidt er ekspert i læringsstile

Svend Erik Schmidt er ekspert i læringsstile

Hvilke læringsstile findes der?

Ifølge Svend Erik Schmidt er der grundlæggende fire måder at lære på. De fire læringsstile definerer, hvilke sanser dit barn anvender i en læringssituation. Ved at kende dit barns foretrukne måde at lære på vil det blive nemmere for dig at skabe de bedste betingelser samt læringsmetoder for dit barn.

De fire læringsstile er: auditiv, visuel, taktil og kinæstetisk. Ifølge Svend Erik Schmidt besidder de fleste flere læringsstile, som fungerer i samspil med hinanden, men mange vil kunne identificere sig med én frem for de andre.

Læs med nedenfor og få en kort introduktion til de fire læringsstile.

Auditiv

Nogle børn lærer bedst auditivt, hvilket betyder, at de har brug for at få tingene fortalt. Auditivt orienterede børn lærer nemlig bedst gennem mundtlige forklaringer og indgår ofte i dialog, når de skal lære noget nyt.

Visuel

Andre børn lærer bedst visuelt. Visuelt orienterede børn har brug for at få billeder på det, de får forklaret. De føler sig bedst tilpas med næsen i en bog, og de kan lide at læse nyt og svært stof.

Taktil

Den tredje læringsstil kaldes taktil. For taktilt orienterede børn gælder det, at de har brug for at få fingrene i stoffet og dermed røre ved tingene, mens de lærer nye ting.

Kinæstetisk

Den fjerde læringsstil kaldes kinæstetisk. De børn, hvis foretrukne læringsstil er kinæstetisk, har brug for at bruge hele kroppen, når de skal lære noget nyt. De lærer bedst, når der er fuld gang i den, og de kan få pulsen op.

Når du kender dit barns foretrukne læringsstil, og læringen dermed kan tilpasses herefter, så bliver læringen en leg, fordi dit barn pludselig kan se lyset for sig og kan finde vej i den store labyrint.

Tegn på, hvilken læringsstil dit barn har

Nedenfor kan du læse, hvordan du kan spotte, hvilken læringsstil der er dit barns foretrukne måde at lære på. Kør lektielæsningen præcis, som I plejer. Men forsøg undervejs at lægge mærke til, hvilken læringsstil der er dit barns foretrukne.

Auditiv

Ifølge Svend Erik Schmidt kan du finde ud af, om dit barn er auditivt orienteret ved at tænke over, om dit barn stiller mange spørgsmål og gerne vil indgå i en dialog i læringssituationen. Auditive børn vil nemlig gerne have forklaret og fortalt opgaverne, og derfor kan du lytte efter fraser såsom ”Vil du fortælle mig, hvad opgaven går ud på?” eller ”Vil du forklare mig, hvordan jeg løser det her gangestykke?”. Du kan også lægge mærke til, om dit barn selv forklarer og genfortæller det, I gennemgår.

Visuel

Du kan spotte, om dit barn er visuelt orienteret ved også her at lytte efter, hvordan dit barn spørger om hjælp. Ifølge Svend Erik Schmidt vil et visuelt orienteret barn ofte sige ”Vil du ikke lige vise mig, hvordan jeg skal løse den her ligning?” eller ”Vil du ikke vise mig, hvordan jeg kan se forskel på et navneord og et udsagnsord?”.

Sådan husker du forskellen på de 4 læringsstile:

  • Auditiv – at lære ved at lytte
  • Visuel – at lære ved at se
  • Taktil – at lære ved at røre
  • Kinæstetisk – at lære ved at gøre

Taktil

Du kan spotte, om dit barns foretrukne læringsstil er den taktile ved at tænke over, om dit barn enten har urolige hænder i en læringssituation eller ofte sidder og leger med sin blyant i hånden. Ifølge Svend Erik Schmidt har taktilt orienterede børn nemlig brug for at bruge hænderne, mens de lærer.

Kinæstetisk

Du kan finde ud af, om dit barn har den kinæstetiske læringsstil ved at lægge mærke til, om dit barn ofte sidder uroligt på stolen i læringssituationen. Hvis dit barn holder af at være aktivt og ofte har meget energi, så lærer dit barn højst sandsynligt bedst ud fra den kinæstetiske læringsstil.

Sådan lærer dit barn bedst ud fra den pågældende læringsstil

Auditiv

  • Lydbøger frem for tekst
  • Sange, rim og remser
  • Mundtlige forklaringer
  • Diskussioner

Eksempel på øvelse du kan lave med dit barn: Du er læreren!

Til øvelsen skal I blot bruge jeres tilstedeværelse.

Øvelsen går ud på, at du og dit barn på skift får lov at agere ’læreren’. Hvis dit barn eksempelvis skal lære om ordklasserne, så start med at forklare, hvad der kendetegner gruppen ”navneord”. Når du har forklaret om ordklassen, bytter I roller. Nu er det dit barns tur til at agere lærer og lære dig om navneord. Ved at dit barn først lytter til din forklaring og derefter hører sin egen, får dit barn mulighed for at bearbejde den nye viden af to omgange, og det er rigtigt effektivt for visuelt orienterede børn.

Visuel

  • Skriftlige instruktioner
  • Bøger med illustrationer
  • Tegneserier
  • Modeller
  • Tavleundervisning

Eksempel på øvelse du kan lave med dit barn: Ordklasser i farver

Til øvelsen skal bruges ni forskellige farver papir eller post-its.

Giv en farve til hver af de 9 ordklasser (udsagnsord, navneord, egennavne, stedord, biord, forholdsord, bindeord, kendeord og talord). Gennemgå de 9 ordklasser en efter en, mens I skriver fire ord til dem hver. Er ordklassen ”udsagnsord” grøn, skal der således laves fire grønne sedler med hvert deres ord fx løber, leger, spiser, kører. Slutteligt sidder I med 36 sedler. Herefter kan I sammensætte en fyldestgørende sætning med så mange af de 36 sedler som muligt. Det kan være svært at få alle ordklasserne med i én sætning, men prøv! I kan udvide øvelsen ved dagligt at tilføje ét nyt ord til hver ordklasse.

Taktil

  • Forskellige konkrete materialer – fx papir, karton, saks, centicubes, terninger
  • Puslespil
  • Vendespil
  • Tage notater

Eksempel på øvelse du kan lave med dit barn: Bingo

Til øvelsen skal bruges papir, blyant og bingoplader. Hvis I ikke har bingoplader derhjemme, kan I evt. finde nogle på nettet eller selv lave nogle.

Klip papirstykker ud og skriv forskellige gangestykker. Bland alle gangestykkerne i en bunke. Nu skiftes I til at trække et gangestykke og udregne det. Trækker man fx 6x5, så må alle dem, der har tallet 30 på sin plade, lægge en brik på sin bingoplade. Sådan bliver I ved, til én har udfyldt alle sine tal og dermed er vinder af spillet. Da I selv finder på gangestykkerne, kan I variere sværhedsgraden, alt efter hvilket niveau der passer til dit barn.

Kinæstetisk

  • Leg og konkurrencer
  • Brug gerne naturen
  • Få pulsen op ved at bruge hele kroppen i læringen. I kan eksempelvis: sjippe, hoppe trampolin, lave stafet, spille bold eller hinke.

Eksempel på øvelse du kan lave med dit barn: Fluesmækkeren

Til øvelsen skal bruges post-its og fluesmækkere.

Lav en masse post-its med forskellige tal på og sæt dem op på væggen. Derefter kan I skiftes til at stille forskellige regnestykker fx ”Hvad er 7x9?”. Når regnestykket er stillet, gælder det om at løbe om kap hen til væggen og finde det rigtige resultat. Den, der først smækker tallet ”63” med fluesmækkeren, har vundet.

Når først du er bevidst om dit barns læringsstil, så kan du tilpasse din kommunikation til dit barns foretrukne måde at lære på, og du kan tilbyde de rette rammer og forudsætninger for en god læringssituation for dit barn. Det vil øge dit barns læring samt motivation for at lære.

Vores mentorer bliver trænet i læringsstile

Hos MentorDanmark bruger vi læringsstile til at skræddersy lektiehjælpsforløbet til det enkelte barn. Når mentoren kender det enkelte barns foretrukne måde at lære på, kan mentoren udvælge aktiviteter og undervisningsmateriale, der appellerer bedst muligt til det enkelte barn.

Vores mentorer har mange flere tips og tricks i ærmet til de forskellige læringsstile og har helt sikkert nogle øvelser, der kan motivere dit barn!

PPE kommunikationsmedarbejder

Pernille, kommunikationsmedarbejder
Pernille er kommunikationsmedarbejder i kommunikationsafdelingen. Hun har fokus på at skabe relevant og givende læsestof til elever og forældre.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Skriv dig op og få de nyeste blogindlæg på mail. I den første mail du får, kan du vælge de emner, som interesserer lige netop dig.