Sådan overvinder du eksamensangsten

Pige2

Eksamenstiden er ved at være over os, og for mange betyder dette nervøsitet og stres. For nogle bliver stressen så slem, at de får angst for at gå til eksamen. Eksamensangst er et stigende problem. Dette skyldes bl.a. det stigende pres, mange unge føler bl.a. pga. karakterræset mod vanvittigt høje gennemsnit. Jeg har selv mærket eksamensangsten på egen krop. 

Da jeg startede i gymnasiet i 2014, begyndte jeg at blive mere og mere stresset over eksaminer og karakterer, specielt op til karaktergivning og eksamen. Først midt i 2.g begyndte jeg at snakke med mine forældre og lærere om, at jeg havde ondt i maven, hovedpine, søvnbesvær og andre symptomer på eksamensangst. I dag døjer jeg stort set ikke med angst mere. Jeg har fået styr på mit sind og min krop, så nu bliver jeg ikke nær så stresset af eksaminer og karakterer.

I dette blogindlæg vil jeg med udgangspunkt i mine egne erfaringer forsøge at komme med nogle gode råd til, hvordan man kan arbejde med sin angst. Jeg vil starte med nogle råd til, hvad man kan gøre allerede nu. Dernæst vil jeg komme med forslag til, hvad man kan gøre op til eksamen for at mindske angstankerne.

Hovedpointen, som jeg vil understrege flere gange, er, at der ikke er én løsningsguide til, hvordan man slipper af med angsten. Folk er forskellige, og derfor virker nogle teknikker forskelligt fra person til person. Derfor er det vigtigt, at man prøver forskellige ting af, og finder ens eget middel til at slappe af, når man skal til eksamen.

Generelle ting, der kan mindske din angst i hverdagen
De ting, jeg vil præsentere i dette afsnit, er teknikker, der kan hjælpe en med at få lidt mere ro i hverdagen, og som er ekstra vigtige at være opmærksom på, når man kan mærke, at eksamen kommer nærmere, og angsten kommer snigende.

For det første er der de klassiske forældreråd, som kan virke banale, men de hjælper altså utroligt meget og er ekstrem vigtige specielt i ens teenageår, hvor man mange slet ikke får holdt kroppen i balance. Det er nemlig uroligt vigtigt at:

  • Dyrke masser af motion
  • Spise sund og varieret
  • Have det sjovt og grine med sine venner og familie

Særligt i eksamensperioden kan motion hjælpe til med at man koncentrerer sig om noget andet, og samtidig får man "brugt angsten op", så man er for træt til at tænke på den. Motion og sund kost hjælper også på den kemiske balance i hjernen, så man er udhvilet og har mere overskud i hverdagen.

Den sidste del hjælper rigtig meget på ens psykiske tilstand. At grine og have det sjovt med venner og familie giver et overskud, og igen frigiver grin og glæde nogle kemiske substanser, der gør at man får det bedre med sig selv og slapper mere af. At tage et afbræk for at dyrke lidt motion eller hænge ud med venner (at dyrke motion sammen med andre er dobbelt så godt) kan hjælpe på ens humør, energiniveau, og så mindsker det ens angst.

Ud over disse generelle ting er det meget vigtigt, at man snakker med nogen, hvis man føler sig stresset, eller man føler, at man får angst over karakterer eller at skulle til eksamen. Jeg kan selv huske, at det var utroligt svært at åbne op, men det at snakke med nogen om sine problemer er at acceptere, at der er noget, der ikke er 100% okay ved én. Og dette er første skridt mod at arbejde med angsten. At snakke med nogen giver en følelse af, at man ikke er alene med angsten, og allerede dét kan lette trykket. 

Derudover kan dem, man snakker med, hjælpe en med at arbejde med angsten. De kender måske selv til stress og angst, eller hvis det er en studievejleder, så har de helt sikkert haft med andre unge at gøre, der døjer med det samme. Derfor ved de lige præcist, hvordan det skal tackles, og hvem man eventuelt kan snakke med. Men start med at snakke med en, du er helt trygge ved, om det så er dine forældre, moster, bedstefar, søster/bror eller en lærer, du er glad for, så kan det tage det værste af byrden, når du ikke længere føler, at du er alene med dine problemer.

Når man har sikret sig, at kroppen er i balance gennem kost, motion og glæde med venner, og man er begyndt at snakke med nogen, så kan man begynde at arbejde med ens sind. Når jeg snakker om sindet, som det næste skridt, er det fordi, at meget angst er en ubalance i ens psyke/sind. Derfor er noget af det, jeg har arbejdet med, og som jeg ved har hjulpet mange, at finde ro i ens sind gennem mindfulness, meditation, hypnose eller andre sindsøvelser. Det fede ved disse ting er, at der findes hundredvis at apps, kurser, ting på nettet og hold, man kan benytte sig af, og så er det noget, man kan gøre derhjemme på ens værelse. Men som sagt er der ikke én løsning, så du skal finde lige præcis den sindsøvelse, der virker bedste for dig, og dette kan tage tid! Så derfor er det vigtigt, at du ikke bare giver op efter en øvelse, når den ikke virker med det samme. Bliv ved at lede efter øvelser, og snak med forskellige, der har forstand på stress og angst, så du kan opnå at få ro i sindet.

Op til eksamen
Op til eksamen er alle de ovenstående ting ekstra vigtige, og hvis man allerede inden eksamen starter har fundet en god måde at få ro i sindet, så rammer angsten meget svagere (hvis overhovedet), og hvis den gør, så har man allerede gode måder at tackle den på!

Hvis man alligevel bliver ramt, så er der andre mere skoleorienterede måder at arbejde med sin angst på. Eksamensangst skyldes typisk den manglende kontrol med eksamenssituationen. Man har aldrig været til eksamen før i faget, man ved ikke, hvad man kommer til at trække af emne, man ved ikke, hvordan censor er, osv. Derfor er noget af det bedste, man kan gøre, at forsøge at få så meget kontrol over eksamen som muligt. Som det jo hedder sig, så er eksamen den "flittige elevs fest", eller sagt på en anden måde den ”velforberedtes fest”. Her snakker jeg ikke kun om, at man skal forsøge at læse så meget op som muligt. Det er også en god idé at læse op på, hvad eksamen går ud på, hvad står der i studieplanen, man skal kunne (denne kan findes inde på EMU-Danmarks læringsprofil), hvor lang tid varer eksamen, hvor lang tid har man til at forberede mig, skal jeg fremlægge noget først, og i hvor lang tid osv.. Man kan eventuelt snakke med sin lærer om, hvad der er vigtigt at have styr på, og hvad man skal lægge vægt på under eksamen. Så kan du skrive alt dette ned og udarbejde en oplæsningsplan, og så kigge på det, du har skrevet ned. Når tingene virker overskuelige, og angsten banker på, så virker situationen lige pludselig meget mere overskuelige og simpel.

En anden ting, der har virket utroligt godt for mig, og som er meget simpel, er at realitetsvurdere. Dvs. at vurdere, hvor realistiske ens angsttanker er. Er det realistisk, at alt går galt under eksamen; ens computer bryder sammen, ens lærere ødelægger det for en, eller at man trækker det værst tænkeligt emne? Er det realistisk, at hvis man får en dårligere karakter end forventet, at ens verden bryder sammen, at ens familie og venner ikke kan lide en, og at man aldrig bliver til noget? 

NEJ! Ingen karakterer definerer, hvem du er, og om du er et godt menneske. Husk dette hver gang eksamensangsten rammer. Vurdér hvor realistiske dine angsttanker er. Tingene er aldrig så slemme, som du går og tror. Eventuelt tænk tilbage på tidligere eksaminer. Er verden gået under efter dem? Nej, så sker det nok næppe denne gang. I stedet kan man faktisk vende tingene om, og tænke på, hvad nu hvis alt går godt, så bliver man gladere, og glade tanker mindsker angsten.

Alt i alt er det vigtigste, man kan gøre allerede nu:

  • At spise sundt og varieret
  • Dyrke motion
  • Have det sjovt med sine venner og grine (en masse!)
  • Snakke med nogen
  • Arbejde med ens sindsro

Op til eksamen kan man:

  • Gøre alle de ovenstående ting, de er ekstra vigtige, når angsten er værst.
  • Forsøge at få så meget kontrol med eksamen som muligt ved at læse op på eksamensformen og det, man skal kunne.
  • Realitetsvurdere igen og igen og forsøge at vende de negative tanker til nogle realistiske og positive tanker.
  • Husk at du er meget mere end din karakter.

Min hovedpointe er dog stadig, at der ikke findes én løsning, som virker for alle. Derfor er det vigtigt, at du finder den sunde mad, du kan lide. Dyrker den motion, du selv synes er sjov. Laver det sjov, du kan lide. Finder de øvelser, der giver dig sindsro. Tænk på, hvem du er uden karaktererne (spoiler: du er den samme person, som med karaktererne, fordi karakterer definerer dig ikke). 

Og til sidst er det vigtigt at understrege, at det tager tid at bekæmpe ens angst, derfor skal du ikke miste modet, men forsøge at tage tingene i skridt, så lover jeg dig, at når du knækker koden, så bliver du et meget mere lykkeligt menneske. Hvis så angsten kommer tilbage, så kender du allerede metoderne, der virker for dig, og så ved jeg, at du nok skal klare angsten.

Held og lykke med eksamen!

Kasper Villumsen

Kasper, mentor
Kasper er 21 år og ved at uddanne sig som bygningskonstruktør. Kasper har været mentor siden sommeren 2017. Kasper nyder at lære fra sig og den udfordring, der ligger i at ikke to mentees er ens og derved er to forløb ikke ens. Kaspers undervisning bærer præg af at opgaverne tit bliver bundet op på konkrete hverdagssituationer, der gør ofte svært stof mere relaterbart.

Kom i gang her

3 gode grunde til at vælge MentorDanmark

98,6 % vil anbefale MentorDanmark til andre
Langt de fleste giver MentorDanmark 4 eller 5 stjerner
Over 20.000 familier har allerede valgt MentorDanmarks eksamens- og lektiehjælp

Skal vi også hjælpe dig?


Vi kontakter dig inden for 24 timer - helt uforpligtende

Bemærk: Vi gemmer kun dine oplysninger, såfremt du oprettes som kunde.

Danmarks eneste landsdækkende lektiehjælp

MentorDanmark er Danmarks største og eneste landsdækkende lektiehjælp. De seneste år har vores 3.000 mentorer gjort en forskel hos 20.000 familier. Vi dækker alle større danske byer og har helt sikkert også en mentor til jeres barn.

Map

Åbningstider:

Mandag-torsdag

8:00-21:00

Fredag

8:00-16:00

Lørdag

11:00-16:00

Søndag

11:00-20:00

MentorDanmark støtter