Sådan kommer du godt igennem SRP-skriveugerne

SRP var for mig et spørgsmål om interesse, så der var ingen tvivl om, at den skulle skrives i mine 2 yndlingsfag: Fransk begynder A og Engelsk A. Emnet blev i den anledning Dystopier, da det er min absolutte yndlingsgenre indenfor bøger, men som emne har den også en del kød på, hvilket er absolut essentielt.

Jeg brugte min SRP på at analysere to spændende romaner: 1984af George Orwell og Soumission af Michel Houellebecq, begge med henblik på at afkode, hvad en dystopi overhovedet er, men også for at diskutere, hvilken funktion sådanne bøger kan have i deres samtid. Jeg valgte at gribe opgaven an, som jeg ville med en hel normal litterær analyse i både engelsk og dansk, hvilket gjorde at opgaven allerede virkede en del mindre fremmed og mere overskuelig for mig. Inden jeg gik i gang, sørgede jeg selvfølgelig for at have læst begge romaner til slut og have noteret relevante punkter, så jeg ikke skulle spilde tid på at læse dem, når jeg gik i gang. Dernæst gik skriveperioden ellers bare i gang, og dér handlede det bare om at opbygge nogle gode vaner og være disciplineret.

Under skriveperioden

Dine skrivepræferencer er dine egne!
SRP er et ukendt territorie, og man søger derfor venner og bekendtes råd, men pas på! - Skriver alle din klassekammerater om morgenen? Ligegyldigt. Skriv om aftenen hvis du har det bedre med det. Sidder nogle du kender og skriver sammen? Lige meget. Hvis du ikke kan koncentrere dig i grupper med larm og gerne vil skrive på opgaven alene, så bliv hjemme. Kend dig selv og dine vaner og byg på det.

Systematik og rod er begge ”rigtige” skrivemetoder.
Jeg er en person, der forstår mig på begge; Nogle gange vil jeg meget gerne færdiggøre et afsnit, før jeg starter på det næste, for at se opgaven udvikle sig på overskuelig vis. Andre gange sætter jeg en masse afsnit i gang og hopper frem og tilbage imellem dem for at undgå burn-out. Uanset om man foretrækker den ene eller den anden, så er målet det samme, og begge kan få din opgave derhen.

Lav en disposition inden du skriver noget.
Det kan virkelig være irriterende og spild af tid at være midt i at skrive et afsnit, som man pludselig ikke føler, man kan skrive videre på, eller som ikke passer ind i nogen større kontekst. Overvej derfor at planlægge hvert afsnit, inden du skriver dem, eventuelt med stikord og hele pointer. Stil eventuelt dig selv disse spørgsmål inden du begynder på et afsnit: Hvad vil jeg sige med dette afsnit / hvad er min påstand?Hvad vil jeg bruge til at underbygge min påstand? Hvordan passer afsnittet med den røde tråd?

Pas på med at sammenligne med andre.
Andres oplevelser og fremskridt med deres SRP kan være hjælpsomt, men alle kender også den irriterende følelse, når andre er længere end en selv, hvilket kan gøre én meget umotiveret og stresset. Undgå derfor at sammenligne ting som ordmængde og antal sider skrevet og sammenlign i stedet ting som gode pointer, råd og erfaringer.

Sæt mål og overhold dem, også selvom det kun er små mål!
”Dette afsnit skal være færdigt inden dagen er omme”, ”Jeg skal have skrevet 500 ord i dag”. Sådanne mål kan både være gavnlige og virke som en lænke for andre, men uanset hvad så hjælper disse små mål dig med at overholde en vis struktur, samtidig med at du undgår, at alt hober sig op til sidst. De er desuden gode til at fortælle dig, hvornår dagens arbejde er ovre.

Hvis du går i stå, så læs din opgave igennem.
At læse sin opgave som en sammenhængende tekst kan virkelig hjælpe, specielt hvis man er gået i stå. Glem det drilagtige afsnit og begynd at læse din opgave fra start af – Dette hjælper dig til at mærke tekstens ”rytme” og røde tråd, og når du endelig når til den del, der volder dig problemer, vil man, ofte helt naturligt, finde inspirationen frem.

Prøv Pomodoro-metoden.
Hvis man ofte finder sig selv spilde nyttig skrivetid ved bare at kigge ind i computerskærmen, så er dette en metode man bestemt bør afprøve. Den går i grove træk ud på, at man sætter specifikke tider af til arbejde og pause, ved at man sætter et stopur på 25 minutter og arbejder intenst i dette tidsrum; Derefter sættes et stopur på 5 minutter, hvor man holder pause. Denne cyklus fortsætter indtil man holder en større pause, og den sikrer desuden, at man ikke går kold efter 1 times skrivning.

Det er okay at spamme dine vejledere med mails.
Hvis der er det mindste, du er i tvivl om, så er det meningen, at du skal kunne spørge dine vejledere, hvilket du også bør gøre i ny og næ. Hvad du eventuelt kan gøre, er at samle flere af dine spørgsmål i enkelte mails, sådan så du kan få svar på dem alle på en gang. Ellers skriver du bare dit spørgsmål ned og stiller det til din næste vejledning.

Sæt dig godt til rette og slap af.
SRP er ikke der, hvor man bør begynde på sin nye strikke kur eller starte på et nyt arbejde. Selvom der selvfølgelig er masser af tid til det, så handler det om at fjerne så mange stressfaktorer som muligt. Fokusér i stedet på at finde et varmt tæppe, en gang snacks og en kop varm kaffe eller te og sørg for at absolut intet giver dig en form for skyldfølelse eller stress (udover selve opgaven selvfølgelig).

Glem ikke dit sprog! Det er vigtigere end du tror.
Med mange gentagelser, haltende grammatik og kludrede sætningskonstruktioner kan selv den bedste opgave falde et par karakterer med dårligt sprog. Her er et par gode fokuspunkter, der sikrer et fornemt sprog:

  • Varier sætningernes første ord og undgå gentagelser. Dette giver et bedre flow
  • Husk nutids-r! Korrekt brug får dig virkelig til at lyde en del mere kompetent, og hovedreglen er endda meget simpel: Hvis der kun er et hovedverbum(Han kører) skal det bruges, men hvis der også er et hjælpe-/modalverbum (Han skalkøre) skal det ikke bruges.
  • Varier sætningslængden og undgå at næsten alle sætningerne overgår 3 linjer.
  • Kommaet er selvfølgelig vigtigt, men hvis det ikke er din stærkeste side, så læs som det mindste din tekst igennem og sæt kommaer der hvor du føler, der skal være pauser.
  • Undgå overforbrug af fancy ord og tekniske formuleringer - vær i stedet klar og tydelig, det taber man aldrig point på.
  • Sæt gerne den sidste dag af til grammatik og gennemlæsning! Og få endelig en anden til at læse opgaven. Hvis der er noget, de ikke forstår, så omformuler.


Efter skriveperioden

Slap af og vær stolt!

Jeg havde det selv meget dårligt med pludselig at skulle aflevere min SRP; Jeg kunne sagtens have brugt en ekstra uge på den, og jeg følte, at den manglede et par ekstra gennemlæsninger. Stå ved din opgave! Der er kun så og så meget, der kan gå galt i en SRP, og chancerne for at have overset mere end en eller to små fejl er ikke så stor.

Held og lykke med skrivningen!

Unknown-3-1

Jeppe, mentor
Jeppe blev student i sommeren 2018 og holder nu sit sabbatår, hvori han bl.a. arbejder som mentor. Han mener at god faglighed bygger på en bred forståelse af et fag, som man opnår gennem selv at prøve tingene af og se hvad der fungerer bedst for en selv.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Skriv dig op og få de nyeste blogindlæg på mail. I den første mail du får, kan du vælge de emner, som interesserer lige netop dig.