Er du opmærksom på disse ting ved den nye SRP?

Den største forskel ved den nye SRP er, at den skriftlige opgave skal forsvares mundtligt. Dermed ligner den nye SRP de prøveformer, man kender fra universiteternes større opgaver med mundtligt forsvar. I dette blogindlæg vil vi forsøge at gøre dig klogere på, hvad du skal være særligt opmærksom på ved den nye SRP-form.

Det mundtlige forsvar

Som afslutning på SRP-forløbet skal du til en mundtlig eksamen, hvor du i en kort præsentation skal præsentere dit arbejde og de vigtigste konklusioner fra din skriftlige opgave.

Efter din præsentation har du en faglig samtale med lærer og censor om dit projekts indhold. Her vil lærer og censor stille spørgsmål til projektet, og du vil højst sandsynligt blive spurgt ind til metode og videnskabsteoretiske overvejelser i forbindelse med dit projekt.

Under den mundtlige eksamen skal der være tid til, at I kan nå omkring begge de fag, du har valgt til din SRP. Da AT med den nye gymnasiereform forsvinder, giver SRP-forløbet dig mulighed for at vise, at du kan arbejde tværfagligt og opnå et fagligt og effektivt samspil mellem de to fag, du har valgt i din SRP.

Eksaminationen varer ca. 30 minutter, hvoraf din præsentation udgør 10 minutter.

Da du skal op i din skriftlige opgave, gives der ingen forberedelsestid. Det betyder, at når du har afleveret den skriftlige opgave, så har du tiden, fra du har afleveret, til du skal op til den mundtlige eksamen, til forberedelse af det mundtlige forsvar. Brug derfor tiden fornuftigt.

Gode råd til den mundtlige eksamen:

  • Lav en disposition/talepapir
  • Øv dig!
  • Giv et godt førstehåndsindtryk – giv lærer og censor et fast håndtryk og præsentér dig selv. Kig dem i øjnene og giv dem et imødekommende smil
  • Læs ikke op fra dit talepapir
  • Tal langsomt og tydeligt
  • Husk dig selv på, at eksamenen er en samtale – ikke et forhør
  • Forsøg at forudse eksamensspørgsmålene – og forbered gode svar
  • Nyd at du kan være ekspert
  • Få styr på din nervøsitet – træk vejret dybt ned i maven

Hvis du er meget nervøs inden din eksamen, så kan du med fordel læse om eksamensangst og få flere råd til at få styr på din nervøsitet her og her.

Du kan læse mere om at forberede dig til den mundtlige eksamen her.

Hav styr på dine metoder

Det er ikke et krav, at din skriftlige opgave skal indeholde videnskabsteoretiske og metodiske overvejelser, men det kan være en god idé at have et sådant afsnit, da metode og videnskabsteori er noget, du højst sandsynligt vil blive hørt i til den mundtlige eksamen.

Hvis du allerede i din skriftlige opgave har et afsnit, hvor du har gjort dig tanker om netop metode og videnskabsteori, er du et skridt foran, og du kan føle dig godt forberedt til den mundtlige eksamen.

I løbet af din gymnasietid har du helt sikkert beskæftiget dig med basal videnskabsteori og metode, fx i dansk-historieopgaven i 1.g og i studieretningsopgaven i 2.g. Hvis det alligevel er lang tid siden, så hør dine vejleder(e) om forslag til metode. Der er forskellige metoder alt afhængigt af, om du skriver inden for det humanistiske, samfundsvidenskabelige eller naturvidenskabelige område.

Et innovativt element

Som noget nyt er det også en mulighed, men ikke et krav, at din SRP kan indeholde "innovation". Det betyder, at du på baggrund af et problem skal udarbejde et innovativt løsningsforslag.

Hvis du vælger at have innovation med i dit projekt, skal du også lave et skriftligt produkt, som fagligt dokumenterer arbejdet. Det innovative løsningsforslag skal udvikle en løsning på et problem. Problemet kan være fagligt, alment, konkret og/eller autentisk. At udforme et innovativt løsningsforslag betyder, at dit forslag har værdi for andre og tilfører den konkrete sammenhæng noget nyt.

Hvis du overvejer at skrive en SRP, som skal indeholde innovative løsningsforslag, kan du med fordel inddrage din(e) vejleder(e) i din tankeproces.

I boksen kan du se, hvad din opgave bliver bedømt på.

Den mundtlige del bliver bedømt på:

  • Den mundtlige præsentation af projektet og dets vigtigste konklusioner
  • Faglig indsigt og fordybelse i den faglige dialog samt kombination af viden fra indgående fag
  • Eksaminandens evne til at foretage metodiske, tværfaglige og basale videnskabsteoretiske overvejelser i forbindelse med projekter og valg af indgående fag, herunder argumentation for eventuelt valg af ét fag

Den skriftlige del bliver bedømt på:

  • Om opgaveformuleringen er besvaret
  • Relevant udvælgelse, anvendelse og kombination af viden og metoder fra indgående fag
  • Den faglige indsigt og fordybelse ved at beherske relevante faglige mål i indgående fag og ved at sætte sig ind i relevante nye faglige områder
  • Anvendelse af relevant materiale
  • Den faglige formidling og fremstillingsform
Vis mere

Held og lykke med din SRP!

Vi håber, at du efter at have læst dette blogindlæg føler dig lidt bedre klædt på til at skrive din SRP. Du skal tænke på, at du har været til flere mundtlige eksamener før, så hvis du bare bruger erfaringerne, som du har fået fra disse, så skal du nok komme igennem dit projekt – som nu også indeholder et mundtligt forsvar!

Nogle gange kan en mundtlig eksamen faktisk være til din fordel, fordi du får mulighed for at uddybe, hvis der er noget, din lærer og censor ikke helt har forstået i din skriftlige opgave. Samtidig får du med den mundtlige eksamen også virkelig mulighed for at shine og være ekspert på et område, som du har brugt lang tid på at sætte dig ind i.

Vi ønsker dig al held og lykke med din SRP!

Har du brug for hjælp til din SRP?

Det kan være noget af en mundfuld at skrive et stort, selvstændigt projekt – særligt når man også skal forsvare det mundtligt. MentorDanmark har de seneste år hjulpet rigtig mange 3.g’ere med deres projekter – og vi kan også hjælpe dig.

Ring til os på 61 61 77 77 eller skriv dit nummer her og bliv kontaktet for en uforpligtende snak om mulighederne for et SRP-forløb.

Pernille, kommunikationsmedarbejder
Pernille er studentermedarbejder i kommunikationsafdelingen. Hun har fokus på at skabe relevant og givende læsestof til elever og forældre.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Skriv dig op og få de nyeste blogindlæg på mail. I den første mail du får, kan du vælge de emner, som interesserer lige netop dig.